Fortsæt til indhold

Partnerskab på grønlandsk

Arkiv
Arkiv

Trods en afstand på 3200 kilometer er Ilulissat på Grønlands vestkyst nu kommet tættere på Esbjerg. Det er en ny partnerskabsaftale mellem UC SYD og det socialpædagogiske seminarium i Ilulissat, der binder de to uddannelsesinstitutioner tættere til hinanden.

UC SYD’s rektor, Birthe Friis Mortensen og institutchef Kim Larsen tog partskabsaftalen under armen og fløj til Grønland. Dels for at alle kunne sætte deres respektive signaturer på aftalen og dels for at de to med egne øjne kunne se, hvordan der uddannes pædagoger i Grønland.

"Vi har længe haft et uformelt samarbejde, så det har været naturligt at lade det udvikle sig til et mere formelt samarbejde. Det handler blandt om at skabe et forum for videndeling og udvikling af uddannelserne. Og hvis jeg skal tage mine syddanske briller på, må jeg sige, at noget af det der er meget tydeligt for mig, er, at naturen og dens muligheder og udfordringer spiller en større rolle i uddannelsen af pædagoger i Grønland, end den gør i Danmark. De
forskelle er værd at arbejde videre med – for begge parter," siger Birthe Friis Mortensen.

Fra det grønlandske socialpædagogiske seminarium var det rektor Nuka Kleemann og uddannelseschef Marianne Nissen, der skrev under på aftalen.

"Det er vigtigt for vores uddannelse, at vi får formaliseret samarbejdet med UC SYD og holder et strategisk fokus på for eksempel mobilitet for både studerende og undervisere, så vi opnår gensidig sparring. Og som Birthe Friis Mortensen siger, så er det klart, at den grønlandske natur, som styrer mere end noget andet, har en naturlig rolle, som vi alle kan drage nytte af i vores udvikling af den pædagogiske profession," siger Nuka Kleeemann.

Begge rektorer peger på, at netop mobiliteten for studerende er meget vigtig. Ikke alene at have muligheden for at tage et praktikophold i enten Grønland for danskere eller Danmark for grønlændere, men også den tryghed samarbejdet giver de studerende, der vælger sådan et praktikophold langt fra de hjemlige trygge rammer. Det er godt og trygt på for dem, at der er et tættere samarbejde mellem de to uddannelsesinstitutioner.

I aftalen hedder det helt formelt, at de to uddannelsesinstitutioner vil skabe målbare resultater i forhold til optimal udnyttelse og udvikling af uddannelsesmæssige ressourcer ved f.eks. udveksling af undervisere, videndeling og sparring.

I forhold til studerende skal aftalen være med til at tiltrække og fastholde studerende for begge institutioner.

Herudover skal aftalen udmøntes i separate samarbejdstaler. Det kan for eksempel gælde forskningsprojekter.

Aftalen er gældende indtil udgangen af juni 2019.