Stenkast mod politibiler
En af politiets ATK-biler placeret på Degnevej i Esbjerg blev tirsdag aften ved 20-tiden ramt af stenkast. Bilen stod der, fordi tidligere målinger har vist alt for høje hastigheder på strækningen, der ligger i byzone.
Efterfølgende blev der kastet sten efter en patruljevogn, der blev sendt til stedet, og ved et tiden om natten sat ild til en container ved Stengårdsvej 76. Der var ingen fare for bygninger eller personer ved branden.
Der blev undervejs i forløbet sendt flere patruljer til området for at sikre ro og orden.
Syd- og Sønderjyllands Politi har i forvejen fokus på indsatsen i området i Esbjerg Øst. Det sker blandt andet via nærpoliti, et intensivt samarbejde med Esbjerg kommune og SSP-medarbejdere og med ungdomsklubber og fædregrupper i området.
Det er politiets opfattelse, at det er en gruppe på en halv snes personer, der er kernen bag det skete. De har et stort behov for at markere sig og for at blive bemærkede – også af medier.
Politiets tilgang til arbejdet vil fortsat være dialog kombineret med konsekvent indgriben mod lovovertrædelser.