Fortsæt til indhold

Vikingerne er klar til Grindsted

Arkiv
Arkiv

Esbjerg Vikings er opsat på at vinde over Grindsted Speedway Klub, når de onsdag aften mødes på Granly Speedway Arena. For Esbjerg er der tale om vigtige point, der kan bringe dem tættere på en førsteplads i Metal Speedway League.
Sidst de to hold mødtes i denne sæson, blev det til en sejr til Esbjerg på 45-39, og der står derfor et bonuspoint på spil for Esbjerg. Selvom de har været ubesejret i næsten to år på hjemmebane, ser de det ikke som en let match mod Grindsted.
"Alt kan ske, for Grindsted har også et godt hold, men vi plejer at have et godt tag om Grindsted på Granly Speedway Arena. Det er ikke det hold, vi frygter allermest, men vi kan heller ikke tage for let på opgaven. Det er ikke en opgave, vi bare tager for givet," siger holdleder for Esbjerg, Ib Pedersen.
Bonuspointet er ligeledes afgørende for Esbjerg, der fortsat gerne vil ligge med i toppen. De kæmper pt. mod Holsted om point og den bedste placering i Metal Speedway League.
"Jeg håber, at Holsted taber i Slangerup på onsdag, for det hjælper jo os lidt. Det ser ud til, at det bliver os og Holsted, der kommer til at ligge og kæmpe, sammen med Region Varde. I sidste ende, bliver det os eller Holsted, der skal køre finale til efteråret," siger Ib Pedersen og fortsætter:
"Selvom vi ikke har Niels Kristian Iversen med, men Patryk Dudek i stedet, så er vi stadigvæk lige gode. Mikkel Bech er i fantastisk form pt. Hvis vi vil være med i toppen, så er den her match sådan en, man bare skal vinde."
Holdopstillingen til onsdagens match i Esbjerg:
Esbjerg:

  1. Patryk Dudek
  2. Rene Bach
  3. Mikkel Bech
  4. Jesper Søgaard
  5. Patrick Hansen

Grindsted:

  1. Kasper Gomolski
  2. Nikolai Klindt
  3. Krystian Pieszczek
  4. Edward Mazur
  5. Emil Engstrøm

Matchen køres på Granly Speedway Arena den 22.juni med start kl. 18.30.