Kommune reagerer omgående på 'efterladte' børn
En familiefar lagde fortørnet billeder af en gruppe "efterladte" dagplejebørn på Facebook. Reaktionen kom hurtigt
Kommentartråden glødede omgående da Jesper Otto Bossen fra Haderslev lagde to billeder på sin facebook. Billederne viser en lille gruppe dagplejebørn, som pænt står og venter udenfor en butik på et befærdet hjørne i byen.
Jesper Otto Bossen er selv familiefar og blev fortørnet over at man kan lade så unge børn stå i trafikken uden en voksen til stede. Ifølge Bossen stod de der i 10 minutter.
Opslaget gav selvsagt en bølge af kommentarer og reaktionen fra kommunen kom prompte:
"Vi har i dag modtaget en henvendelse om, at en gruppe dagplejebørn har stået alene på gaden i Haderslev. Det er i Haderslev Kommune ikke acceptabelt at lade børn stå alene på gaden, når de er i vores varetægt, og vi tager henvendelsen meget alvorligt," siger chefen for det som i dagplejesprog hedder "Distrikt Nord". Han fortsætter:
"Vi er i gang med at finde ud af, hvad der er sket, og hvilke konsekvenser det evt. får for dagplejeren. Vi har kontaktet forældrene til børnene, og vores dagplejekonsulent og leder er i dagplejerens hjem hos børnene, for at give dem en god afslutning på dagen, indtil de bliver hentet af deres forældre."