Trine er årets første handelsstudent
Med et 10-tal i sin sidste eksamen blev Trine Bodin mandag årets første handelsstudent på IBC i Kolding og fik sat HHX-studenterhuen med det blå bånd på af sin mor.
”Jeg er overrasket og meget glad, for jeg ikke havde regnet med et 10-tal. Jeg er glad for at slutte af med DIO, som jeg har forberedt mig grundigt på hjemmefra. Jeg har læst meget op, så jeg var klar og havde mindre nerver på, da jeg gik ind til eksamen. Jeg havde også stor gavn af at gennemgå min opgave sammen med min lærer for nylig,” fortæller 20-årige Trine Bodin, der blev fejret af sin familie og fik blomster og lykønskninger af HHX-rektor Jesper Kjølhede.
”DIO” står for ”Det Internationale Område” og er et tværfagligt forløb på tredje år, som kulminerer i et selvvalgt projekt. Trine Bodin kendte naturligvis sit eget projekt godt i forvejen, mens hun ved en konventionel eksamen ville trække et vilkårligt spørgsmål i et givent fag.
Festerne venter
Trine Bodin er den første handelsstudent på IBC Kolding til at slutte af med DIO. Hun har i fagene dansk og international økonomi skrevet om kontanthjælpsreformens betydning for samfundet med udgangspunkt i DR-serien ”Blok på bistand”. Desuden har hun inddraget anden medieomtale og statistik i sin analyse af dagpenge- og kontanthjælpssystemet.
Trine Bodin har gået på HHX-studieretningen Økonomi og finansiering, der har særlig vægt på matematik, virksomhedsøkonomi og finansiering. Hun vil nu læse en professionsbachelor i finans for på sigt at blive bankrådgiver eller ejendomsmægler.
”Jeg har haft tre gode og hårde år på IBC, som jeg ser tilbage med stor glæde. Det er mærkeligt nu pludselig at være færdig. Nu vil jeg slappe af og feste med vennerne, inden jeg skal læse videre,” siger Trine Bodin.