Shopping-formand til hest
Christian Jungmark blev hentet af sine medarbejdere og måtte ride til arbejde
Fredericia Shoppings formand, Spar Nord-direktør Christian Jungmark, er normalt glad for transportmidler med ganske mange hestekræfter. Men i morges måtte han nøjes med én hestekræft, da hans Spar Nord-medarbejdere hentede ham derhjemme og lod ham ride til arbejde i filialen på Ryes Plads.
Christian Jungmark fylder 50 år i dag. Og det var i den anledning, at han blev hentet derhjemme i Vendersgade og måtte svinge sig i sadlen. Hvilket han gjorde overbevisende trods jakkesæt og blanke sko.
"Der kommer Kong Christian," lød fra en forbipasserende, mens Jungmark roligt skridtede forbi på ryggen af otte-årige Chanel fra Egum Rideklub. Ridecentrets daglige leder, Michael Højgaard, holdt fast i hesten.
Selv brugte Jungmark ikke betegnelsen Kong Christian om sig selv. Han kaldte sig i stedet John Wayne, inden han belønnede hesten med lidt rundstykker.
Christian Jungmark holder fødselsdagsreception i eftermiddag.