Tusinder brændte bål for kysternes bevarelse
Bent Larsen
Danmarks Naturfredningsforening samlede i går i tusindvis af mennesker mere end 200 steder langs den danske kystlinje til eventen 'Slå ring om vores kyster'.
Det skete blandt andet i Ebeltoft, Ørsted, Grenaa, Kalø Vig og Hobro.
Her blev der klokken 17.00 tændt bål og fakler i kampen for at beskytte de danske kyster og råbe de ansvarlige politikere op.
Det er regeringens planer om at fjerne strandbeskyttelseslinjen i bynære områder og tillade byggeprojekter - for eksempel turismeprojekter - helt ned til vandet udenfor byerne, der har fået Danmarks Naturfredningsforening op ad stolen.