Mand anholdt for hash-kørsel - to gange på halvanden time
Blot 18 minutter efter løsladelse blev 24-årig mand igen anholdt for hash-kørsel
En 24-årige mand formåede i går at blive anholdt to gange på halvanden time for kørsel i hash-påvirket tilstand.
Manden blev første gang anholdt klokken 15.30 på Slotsgade i Sønderborg. En patrulje standsede manden, der kørte i en Fiat Punto.
Da betjentene skønnede, at manden var påvirket, bad de ham tage en narko-test. Her blev han testet positiv for cannabis. Han blev derfor anholdt og taget med for at få udtaget en blodprøve.
Manden blev løsladt klokken 16.40, og blot 18 minutter senere, klokken 16.58, fik politiet igen øje på manden - bag rattet i sin Fiat Punto på Arnkilgade i Sønderborg.
"Så gentager historien sig: Han blev igen testet positiv for cannabis, anholdt og taget med til udtagelse af en blodprøve," fortæller Peter Baum fra Sønderborg Politi.
Der venter nu manden et retligt efterspil.