Tre tyve anholdt efter indbrud i Gråsten
Tre mænd anholdt mistænkt for at stjæle for tøj for 100.000 kroner fra tøjforretning i Gråsten i nat
Blot en halv time efter et stort indbrud i Gråsten kunne politiet i nat anholde de tre formodede gerningsmænd.
Klokken 05.05 fik politiet anmeldelse om et igangværende indbrud hos tøjforretningen Mr på Nygade i Gråsten.
En borger havde hørt en rude blive knust og så en mand med et bat i hånden. mand løb flere gange frem og tilbage mellem forretningen og en hvid VW Golf. Kort efter kørte bilen bort fra stedet ad Fredensgade.
En halv time senere, klokken 05.35, blev bilen spottet af en politipatrulje, der fik bragt den til standsning på Aabenraavej i Kruså.
I bilen var tre mænd samt tyvekoster fra indbruddet i Gråsten til en værdi af cirka 100.000 kroner.
De anholdte er en 19-årig mand fra Fredericia, en 36-årig mand fra Børkop samt en 23-årig mand fra Fredericia.
Den 23-årige bliver i dag kl. 13.00 fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Sønderborg med krav om varetægtsfængsling. De to andre er fortsat sigtet i sagen.