Fortsæt til indhold

Landskendte folkemusikere i Jerne Sognehus

Arkiv
Arkiv

Mandag den 11. januar tager Jerne Sognehus hul på en række nye spændende sogneeftermiddage. Endnu engang er det lykkes at stable en hel masse gode foredrag, koncerter og sangeftermiddage på benene med noget for enhver, der gerne vil krydre de kommende vintermåneder med et par timer i selskab med nysgerrige ligesindede og inspirerende indsigt i begivenheder fra både nær og fjern.

Den 11. januar kl. 14.00 står der folkemusik på programmet. De populære folkemusikere Mette og Søren Solkær, kendt for deres koncerter på Tønder Festivallen og deres livsværk Café Ellegaard i Stursbøl, stiller op med en række fine fortolkninger af især nordiske, irske og skotske sange og viser. Til lejligheden har de allieret sig med en af landets fineste spillemænd, Søren Iversen, der gæsteoptræder med sit fortryllende violinspil. Sogneeftermiddagene i Jerne foregår hver mandag eftermiddag klokken 14.00.
Alle arrangementer er gratis, og man er velkommen til at møde op i god tid. Hele programmet for foråret 2016 ligger fremme på byens biblioteker og kan downloades fra sognets hjemmeside på www.jernekirke.dk.