Julen varer længe
VANTRO SÅ VI UD af vinduet fra redaktionen og ned på Stændertorvet. Det var Lillejuleaften, og byen var fuld af mange mennesker, der nu endelig havde fået fri fra arbejde og skulle ud for at foretage de sidste indkøb og have en god oplevelse i den store handelsby. Men midt i Roskilde på den historiske plads ved domkirken og det gamle rådhus var arbejdsfolk allerede i fuld sving med at fjerne alle boderne i byens nye julemarked. Derfor forlod en god del besøgende byen skuffede over, at de ikke havde nået at opleve den nye attraktion. NU KENDER JEG IKKE den nøjagtige begrundelse, for at julemarkedet skulle tages så tidligt ned. Måske ville det være dyrere at udføre opgaven den 24. december, selv om mange andre mennesker også må på arbejdet juleaftensdag. Men så kunne de vel være blevet stående til dagene mellem jul og nytår, når de i øvrigt er solidt konstrueret og kan holde til at stå ude hver nat. Så stille som torvet har været i hele julen, ville de i hvert fald ikke have genereret nogen. Ikke alene sluttede julemarkedet på torvet for tidligt. Det startede også alt for sent og havde kun åbent omkring de to sidste søndage inden jul. Efter min opfattelse burde det have kørt gennem alle weekender i hele december, så byen i højere grad fik glæde af denne nye attraktion, der kan trække mange flere gæster til, hvis det indrettes rigtigt. Forhåbentlig er der også en fornuftig forklaring på, at det blev sådan i år. AL BEGYNDELSE ER SVÆR, siger et gammel mundheld, og det er sikkert også tilfældet her. Nu har handelslivet, festivalen og kommunen i fællesskab sørget for at få bygget de nye boder. Derfor skal de vel også bruges ordentligt, så der kommer noget ud af denne investering. Vareudbuddet kan man også diskutere. Efter at have besøgt flotte Weihnachtsmarkt i blandt andet Lübeck, Rostock, Dresden og Berlin, er jeg overbevist om, at det vil trække flere besøgende til, og de vil blive længere på stedet, hvis der er gode muligheder for at få noget at spise og drikke. BÅDE PØLSEVOGN OG RESTAURANTER findes selvfølgelig ved torvet i forvejen, men hvis der kommer rigtigt mange mennesker til et flot julemarked i Roskilde, vil det også være til fordel for dem. Selv om folk både har fået noget at spise og drikke på de tyske julemarkeder, så er alle spisesteder i den nærmeste omegn også propfulde, så det er svært at få plads. De faste stadeholdere på torvedagene om onsdagen og lørdagen bør ligeledes være positive, for en øget tilstrømning vil også give dem ekstra kunder, hvis de har noget godt og interessant at tilbyde. TEMPEREMENTET AFGØR, om man ser glasset som ‘halvt fuldt eller halvt tomt’, men jeg er nu optimistisk anlagt og følger den førstnævnte filosofi. Derfor synes jeg, at vi Roskilde skal glæde os over, at det endelig er lykkedes at få et julemarked på Stændertorvet, som vi har talt om i så mange år. Så må vi sørge for, at manglerne bliver løst, og det kan blive bedre i de kommende år. Det kunne jo være en passende opgave for den nye praktiske koordinator for handelslivet og byens turisme, Dan Hacke. Manden, der fik succes i både Roskilde-hallerne, på festivalen og i Hedeboparkens Fritidscenter, har her en ny opgave, der passer perfekt til hans store kontaktnet og gode evner til at få tingene gjort. HØJT FRA TRÆETS GRØNNE TOP hedder den sjove og sande sang, som Peter Faber skrev helt tilbage i 1848. Her beskriver han julen, som vi kender i dag med grantræ og gaver. Dengang var det en ny skik, der var importeret fra Tyskland og begyndt at slå an i det bedre borgerskab i hovedstaden og andre byer. Siden er det jo blevet folke-eje og opfattes i dag som noget af det mest danske, der findes. Nu kunne det også være en god idé, hvis ideen om et julemarked gennemføres rigtigt i Roskilde, ligeledes efter de bedste tyske forbilleder. Så langt flere gæster i hele december kan opleve stemningen med store pølser, god glühwein, øl og høj hornmusik på Stændertorvet. I den forstand kan vi dermed også gentage de sidste linjer i Fabers flotte vise: JULEN VARER LÆNGE, KOSTER MANGE PENGE