Fortsæt til indhold

2016 bliver året, hvor Vejle samles

Borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V) har på Vejle Kommunes vegne store forventninger til 2016

Arkiv
Peter Friis Autzen

Det bliver et godt år. Det regner borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V) i hvert fald med.
2015 overgik på mange måder forventningerne - både hvad angår tilflytterantallet, skabelse af nye virksomheder, tillokning af eksisterende virksomheder og meget andet. Så man kan sige, at 2016 lægger fra land med vinden i ryggen.
Alligevel er der grund til at sætte nye forventninger til det kommende år, mener borgmesteren, der har svært ved at vælge, hvor han skal starte.
“Vi får travlt med at byggemodne nye grunde for at tage imod de usædvanligt mange tilflyttere,” siger han.
Han glæder sig over opgaven, som er udtryk for fremgang. Men han erkender, at det kan være svært at følge med efterspørgslen.
LÆS OGSÅ: Tilbageblik på 2015

Sammenhold og bro-kamp

“2016 bliver et år, hvor vi vil fokusere meget på at samle kommunen. Jeg tror, at fællesskabet vil snige sig mere og mere ind i hjertet på folk fra forskellige dele af kommunen. Blandt andet skal vi optimere den offentlige transport, så sammenhængen mellem oplandsbyerne, centerbyerne og Vejle styrkes,” siger han.
Mange kan måske have det indtryk, at den offentlige transport er i en ubrydelig, ond cirkel af konstante forringelser og besparelser, faldende passagertal og dårligt image. Men det mener Arne Sigtenbjerggaard ikke. Og under alle omstændigheder kan cirklen brydes, mener han.
“Offentlig transport er en god og billig måde at komme rundt på. Og vi skal se på at styrke den - både for at styrke oplandet og for at gøre det lettere for folk i oplandet at komme ind til Vejle,” siger han.
I samme åndedrag lægger han op til at fortsætte modstanden mod en togbro over Vejle Fjord.
“Prognoser viser, at motorvejene drukner i trafik allerede i løbet af få år. Så hvis vi vil have folk til at tage toget og dermed reducere biltrafikkens vækst, er togene nødt til at køre de steder, hvor folk er. Og så nytter det ikke, at togene skal køre forbi Vejle ude på en bro. Jeg tror, at togbroen bliver et af de helt store debatemner i 2016,” siger Arne Sigtenbjerggaard.
“De østjyske kommuner skal gå sammen om den kamp. Ellers ender alle pengene med at blive brugt på Køge Bugt-motorvejen,” siger han.

Havn-sagen fortsætter

Et andet emne, som vil skabe debat i 2016, er den fortsatte sag om Vejle Havn.
“Det er en rigtig træls sag, som nok ikke får lov at forsvinde lige med det samme. Nogle politikere bruger den også til at profilere sig på. Tilsynet er på sagen. Og politiet undersøger den tidligere havnedirektør,” siger borgmesteren.
Hvad med politikernes ansvar?

“Hvis man skal kunne stilles til ansvar, skal man have gjort noget mod bedre vidende. Det har hverken byrådet eller bestyrelsen gjort,” siger borgmesteren.