Jobcenter gennemgår praktikordning
Virksomhedspraktik-ordningen i Fredericia Kommune bliver nu gennemgået for at sikre, at ingen arbejdsgivere udnytter den gratis arbejdskraft blot for at undgå at hyre til reelle job. “Jeg har bedt forvaltningen gå ordningen kritisk igennem,” siger udvalgsmedlem Steen Wrist Ørts (S).
Siden han i Lokalavisen Fredericia 6. december udtalte, at virksomhedspraktik-ordningen står i vejen for skabelse af reelle job, har han modtaget flere henvendelser fra folk, der har fortalt om virksomheder, der misbruger adgangen til gratis arbejdskraft.
Også på Lokalavisen netavis og facebook udløste hans udtalelser debat, hvor mange erklærede sig enig i, at ordningen ikke fungerer optimalt. Arbejdsmarkeds- og Borgerservicechef Dennis Mølgaard Hansen, erklærede sig enig i, at en gennemgang ville være en god idé. Indenfor det sidste år har 1.481 fredericianere gennemført 1.985 virksomhedspraktik-forløb. De var i gennemsnit i praktik i 11,8 uger. Da havde i gennemsnit 18 arbejdstimer om uge. I alt udførte virksomhedspraktikanter 421.614 arbejdstimer. Antallet af timer svarer til cirka 248 fuldtidsjob.