Fortsæt til indhold

Hvorfor p-hus i vores ende

Naboerne ved Sortebrødre Plads er betænkelige over at få mere trafik støj og skygge

Arkiv
Arkiv

- Hvorfor skal Roskildes første parkeringshus ligge i vores ende af byen. Her er ikke så meget behov, og det vil gøre større gavn på Schmeltz Plads eller Bønnelyckes Plads. Sådan lød en af de gennemgående indvendinger fra naboerne, der udgjorde en stor del af de godt 100 deltagere i borgermødet onsdag aften på Roskilde Bibliotek om det nye parkeringshus, som Roskilde kommune vil opføre på Sortebrødre Plads ved Kvickly i Algade. Mange var også betænkelige ved den øgede trafik ind til sådan et nyt parkeringshus, mens andre mente, det var overflødigt, fordi der ofte var tomme pladser i dag. En fremførte, det var alt for meget at bruge 80 millioner kroner, når der reelt kun kom 60 nye pladser ud af det. Han blev dog imødegået af Anders Schnack, der bor i andelsboligforeningen på hjørnet af Kong Valdemarsvej og Algade: - I virkeligheden kommer der jo 250 ekstra pladser eller endnu mere, når de to næste dele af projektet med boliger og et udvidet varehus er gennemført. - En højde på 10,5 meter så tæt på vore boliger er en kraftig forringelse af vores hverdag. Vi vil få støj plus andre gener og miste solen fra vest, for de tegninger af skygge-virkningen er helt utilstrækkelige, fremførte han under stort bifald.

Tomt kaos

Lars Jørgensen, der bor lige nord for det kommende parkeringshus, var også ked af at miste solen fra syd. Han opfordrede kommunen til at sørge for ordenlig afskærmning, så man ikke kunne kigge lige ind i hans bolig og have. Inge Teilmann, der har pølsevognen på Sortebrødre Plads, ville gerne bevare sit firma på stedet, selv om her er tegnet cykelparkering i planerne. Hun kritiserede også kommunens p-tavler for at være værdiløse: - Nogle gange kan man læse, at der er over 100 tomme p-pladser her, selv om der i virkeligheden er fyldt og kaos, fordi folk cirkler rundt i kø. Det bør kommunen kunne få til at fungere, men andre gange har vi mange tomme pladser, forklarede hun. Formanden for Plan- og Teknikudvalget, Torben Jørgensen, fortalte om det overordnede mål med p-huset: - Vi vil skabe en aktiv bymidte, der er fyldt med handel og andre oplevelser, hvilket også vil skabe flere arbejdspladser i Roskilde. - Men i aften er vi en række medlemmer af byrådet, der er kommet for at høre på jer, så vi kan tage jeres bemærkninger og ideer med før en endelig beslutning. tk