Fortsæt til indhold

Renseanlæg nu officielt nedlagt

Renseanlæget i Jelling er nu helt fortid

Arkiv
Arkiv

Som et led i Vejle Spildevands planer om fremover at rense al kommunens spildevand på fire store, moderne og dermed driftssikre værker har man de sidste knap fem år arbejdet frem mod en separering af spildevand og regnvand i Jellingområdet, og dermed en nedlæggelse af Jelling Renseanlæg.
Nu er pumpestation og ledningen, der skal lede vandet fra Jelling til Haraldskær ved Bredsten, etableret, og renseanlægget lukkede derfor i uge 49.
“Hvis renseanlægget i Jelling skulle bevares, krævede det en udbygning og modernisering. Muligheden for at lede vandet til Haraldskær Renseanlæg, hvor anlægget er moderne og har en større kapacitet, er i forhold til økonomi og kvaliteten af rensningen den bedste løsning,” fastslår ingeniør ved Vejle Spildevand, Leif Mygind Madsen i en pressemeddelese.
Før projektet overhovedet kunne realiseres, var det nødvendigt at nedlægge Ådal Renseanlæg og føre spildevandet derfra til Jelling. Dette projekt blev gennemført i 2014.
“Regnvandet fra tage og veje i Jelling ledes i dag til nærliggende vandløb. Det har reduceret de regnmængder, der kræver rensning på et renseanlæg, betydeligt. Det var en forudsætning for, at anlægget i Haraldskær havde kapacitet til at afløse Jelling Renseanlæg”, pointerer Leif Mygind Madsen.

Næsten otte kilometer ledning

Etableringen af ledningsanlægget mellem Jelling og Haraldskær har stået på siden foråret 2015. En del af den i alt 7,6 kilometer lange lednings-strækning er etableret ved traditionel opgravning, mens cirka to kilometer er udført ved en såkaldt styret underboring, hvor ledningen trækkes igennem et i forvejen boret hul.
Ledningsanlægget fra Jelling til Haraldskær Renseanlæg stod færdigt i starten af december sammen med den nye pumpestation, der er blevet etableret på Jelling Renseanlægs areal. Pumpestationen trykker spildevandet de cirka 5,2 km mod Haraldskær. De sidste 2,4 km frem til Haraldskær Renseanlæg kan vandet løbe af sig selv, idet ledningen har fald frem mod Haraldskær renseanlæg.
- Når pumpestationen er ordentligt indkørt ved udgangen af december måned, nedbrydes det gamle renseanlæg med undtagelse af et bassin på ca. 1.000 kubikmeter, der fremover vil blive anvendt som udlignings- og nødbassin ved overbelastning og kraftige regnskyl, slutter Leif Mygind Madsen.
Jelling Renseanlæg er det sidste af i alt tre renseanlæg, der er blevet nedlagt i efteråret 2015. De to øvrige er Farre og Langelund.