Flere p-pladser ved busterminal
handicapParkering Parkeringen ved den nye busterminal i Kolding mangler flere større parkeringspladser til store handicapbiler, det vil Handicaprådet lave om på, det skriver rådet i en pressemeddelelse.
På Handicaprådets møder i foråret blev indretningen af den nye busterminal drøftet af flere omgange, og af tegningerne fremgik det, at der i parkeringsområdet var foreslået indrettet to p-pladser til handicapbiler af almindelig størrelse.
Men i betragtning af, at antallet af store handicapbiler er stigende mente Handicaprådet, at det ville være fornuftigt og rimeligt, hvis der ligeledes blev indrettet et par pladser til de store biler. Ofte har de udfordringer med at kunne få plads nok til at folde køreramper eller andre hjælpemidler ud, når kørestole, el-scootere eller andet skal fra køretøjet til asfalten.
Der er god plads til parkering ved busterminalen, så det vil ikke være umuligt at få placeret et par større handicap p-pladser hensigtsmæssigt på arealet.
Dialogen med DSB omkring handicappladserne gav desværre ikke det resultat der var håbet på. Det stiller Handicaprådet sig ikke tilfreds med, og vil derfor foreslå, at sagen tages op igen.