Pernille skal hjælpe erhvervslivet
Pernille Refshauge bliver leder af kommunens nye Erhvervsservice
Pernille Refshauge bliver leder af Sønderborg Kommunes nye Erhvervsservice.
"Det er et klart mål at styrke Sønderborgs profil som en attraktiv erhvervskommune ved at skabe de bedst mulige rammer for det lokale erhvervsliv. Derfor ser jeg frem til, sammen med medarbejderne, at opbygge nogle gode samarbejdsrelationer på tværs af forvaltninger og andre interessenter, så vi kan sikre virksomhederne en effektiv, tydelig og visionær erhvervsservice," siger Pernille Refshauge, der tiltræder stillingen som leder af Erhvervsservice den 1. februar.
I den forbindelse flytter hun fra København til Sønderborg, hvor hun i forvejen har familiemæssige rødder helt tilbage til 1919, hvor hendes oldefar var møller på Dybbøl.
Pernille Refshauge kommer fra en stilling som afdelingschef i Københavns Kommunes Arbejdsmarkedscenter. Hun har en bred erfaring fra det private erhvervsliv samt egen virksomhed.
Som leder af Sønderborg Kommunes Erhvervsservice, der får til huse i det tidligere turistbureau på Rådhustorvet, får Pernille Refshauge ansvaret for at implementere og eksekvere indsatserne i handlingsplanen ”Sådan skaber vi erhvervsservice i topklasse”. Pernille Refshauge får ligeledes ansvaret for at etablere og drive Erhvervsservice, som bliver virksomhedernes direkte indgang til kommunen.
"Jeg er glad for, at det er lykkedes os at trække en så stærk profil til Sønderborg. Pernille kommer med solid erfaring fra både det private erhvervsliv og den kommunale sektor. Den kan hun trække på i dialogen og samarbejdet med virksomhederne og i den daglige ledelse af Erhvervsservice, hvor det interne samspil på tværs af fagområder og forvaltningsstrukturer bliver helt afgørende," siger Tim Hansen, direktør i forvaltningen Erhverv, Beskæftigelse og Sundhed.