Fortsæt til indhold

Flot sølvmedalje til Køges basketball-piger i Sverige

Efter seks sejre i træk blev det til nederlag i finalen efter en flot indsats.

Arkiv
Arkiv

Køge Bugt Baskets U15 Damer tog sølvmedaljerne med hjem fra den stærkt besatte internationale turnering Lundaspelen, som afholdes hvert år i begyndelsen af januar. Efter seks sejre i træk – herunder mod stærke tyske hold i kvart- og semifinalen – måtte Køge-pigerne lide nederlag til de danske og nordiske mestre fra Åbyhøj i finalen. Langt inde i første halvleg var ellers Køge foran, men kræfterne slap desværre op, og Århuspigerne trak fra.
- Vi kommer tættere og tættere på, og med lidt mere held i skudarmen, havde vi vundet, siger træner Brian Rimdal.
- Det ændrer dog ikke på, at pigerne har spillet en fantastisk turnering, som de kan være super stolte af. Turneringen i Lund er et godt oplæg til holdets næste store opgave; nemlig de Nordiske Mesterskaber, der afvikles i påsken i Stockholm. Det er fjerde gang, pigerne deltager i de Nordiske Mesterskaber, og de er kun blevet bedre år for år og har en masse flot spil at vise, så vi glæder os allesammen, tilføjer Brian Rimdal.