Stor interesse for gavekort
Gavekortene til Køge Handelsstandsforening er fortsat en yderst populær julegave i Køge. Omsætningen er lige som foregående år omkring seks millioner kroner i 2015.
Forretningerne i Køge kan se frem til at modtage masser af kunder med gavekort i håndene her i januar. Køge Handelsstandsforening melder således om et flot julesalg af det fælles gavekort, der gælder til en lang række butikker, og der er især mange, der har fået et gavekort i julegave. Omsætningen for handelsstandsforeningens gavekort rundede lige knap seks millioner kroner i omsætning i 2015, og dermed holder man niveauet fra de seneste år, hvor omsætningen har været mellem 5,8 og 6,2 millioner kroner.
Og salget gik traditionen tro ikke mindst stærkt op til jul. Julesalget fylder omkring en tredjedel af det samlede salg, og dermed blev der altså solgt gavekort for i alt omkring to millioner kroner til Køges butikker op til jul.
- Vi er en af de byer, der har den største tilslutning til det fælles gavekort. Jeg er sikker på, at årsagen er, at det er så bredt, at alle kan bruge det, siger Vicky Dong Jensen fra handelsstandsforeningen med henvisning til de mange forretninger, der er tilsluttet handelsstandsforeningens fælles gavekort.
- Nu håber jeg, at kunderne finder masser af gode udsalgsvarer i butikkerne i disse uger, som de kan bruge gavekortene på, smiler Vicky Dong Jensen.
Gennemsnitsbeløbet for gavekortene er omkring 500 kroner.