SMUK i topform og nytårshumør
Slesvigske Musikkorps meldes fit for fight før det går løs med årets nytårskoncerter
De årlige nytårskoncerter, med det alt andet end normale militærorkester fra Haderslev, er efterhånden blevet en institution i dansk underholdning.
Slesvigske Musikkorps - som burde være flasket op med messingsuppe - kan så meget mere end sit musikalske fadervor. Og det lykkedes år efter år at imponere og overraske.
Man skal da også være hurtig på tasterne hvis man vil når at sikre sig billet til en af de 10 planlagte nytårskoncerter. De er nemlig hurtig udsolgte.
Stærke solister
Traditionen tro er der to gæstesolister ved årets nytårskoncerter, og det er unægtelig en spændende kombination man har fundet i den sønderjyske sanger med den internationale stemme, Christoffer Brodersen og kvinden, der kan transformere sig til utallige karakterer, Søs Egelind. Sidstnævnte er både solist og konferencier.
Bag sig har solisterne et SMUK orkester, der netop er returneret fra en rejse til USA, hvor musikerne har arbejdet med nogle af verdens bedste, og med egne ord har orkestret lagt lag på den kunnen det besad i forvejen.
Det kan den trofaste fanskare glæde sig til at opleve når der er premiere torsdag aften på Harmonien i Haderslev. Efter fire koncerter i hjembyen venter koncerter i Varde, Aabenraa, Odder, København, Vejen og Sønderborg. Der sluttes af i Alsion den 29. januar. Billetter købes på Billetten.dk