Hygge, alsidighed og gode handler
Lørdag den 9. januar kl. 10 til 15 holdes der på ny loppe- og kræmmermarked i Kvaglundhallen, hvor over 60 udstillere byder velkommen til ”nytårsmarked”.
Mange af udstillerne vender tilbage gang på gang, heriblandt Anni Brandt, der har været med næsten hver gang i de cirka fire år, hvor der har været marked i Kvaglundhallen.
Hun begrunder primært sin interesse med den hygge og gode stemning, der præger markedet. Omsætningen behøver ikke nødvendigvis at være stor, men må gerne stamme fra et varieret og spændende vareudvalg, der i vid udstrækning er forskelligt fra gang til gang.
Sidstnævnte betyder også, at publikum opfatter hende som ”ny”, selv om hun deltager som udstiller næsten hver gang. Generelt mener hun, at markedet i Kvaglundhallen opfylder intentionerne om at byde på et varieret udvalg inden for især gode brugte varer samt antik, og at der også er god variation blandt publikum.
Udover markedet 9. jan. er der 3 markeder tilbage, nemlig den første lørdag kl. 10-15 i febr., marts og april.