Normal er klar til åbning på lørdag
Fredericias midtby får en ny stor butik, når kæden Normal på lørdag slår dørene op til sin butik nr. 27 på tre år
Lørdag den 16. januar klokken 9:30 slår Normal-kæden døren op til den nye butik i Fredericia. Den ligger i det gamle Føtex i Gothersgade.
Butikschef Lone Vesterled glæder sig til at invitere kunderne indenfor. Og hun er ikke i tvivl om, at fredericianerne vil blive glade for den store butik.
“Der har allerede været flere i døren for at høre, hvornår vi åbner,” siger hun.
“Vi forventer at blive fredericianernes foretrukne indkøbssted. Og vi forventer at tage handel fra eksempelvis Føtex og Fakta,” siger hun.
Normal har tilsyneladende noget at have sine høje forventninger i.
“Kæden er tre år gammel. Og Fredericia bliver vores butik nummer 26 eller 27. Samme dag åbner vi en butik i Nykøbing Falster,” siger direktør og medstifter af kæden, Torben Mouritsen.
Lokalavisen møder ham i butikkens baglokale godt en uge før åbningen. På bordet ligger blandt andet en pose med en onsdagssnegl fra dagen før. Dens ejer har kun haft tid til at spise halvdelen.
“Her arbejdes hurtigt for at blive klar til åbningen,” siger Torben Mouritsen og forklarer, at Normal altid har et særlig etablerings-team.
“Der er altid nogle med fra eksisterende butikker for at sikre, at den rigtige ånd spredes til de nye butikker,“ siger han.
Billigt og godt
Normal er ikke nogen helt normal butik.
“Vi parallel-importerer dagligvarer i kendte mærker og sælger dem 30-40 procent billigere end andre. Samtidig sikrer vi os, at butikken giver kunden en underholdende oplevelse,” siger Torben Mouritsen.
“Udvalget skiftes løbende. På den måde kan kunden med spænding gå gennem butikken for at se, hvad der er af gode tilbud lige præcis i dag,” siger Torben Mouritsen.
Der er dog også en del varer, som er permanente i sortimentet.
Ifølge Lone Vesterled er der både private og erhvervs-drivende blandt Normals kunder.
“I andre butikker har vi mange faste kunder. Meget faste kunder, endda. Også fra for eksempel rengøringsfirmaer eller caféer, der handler hos os, fordi priserne er så lave,” siger hun.
Kæden markedsfører sig ikke men investerer i stedet i de rigtige butiksplaceringer.
“Den rigtige placering er i sig selv markedsføring,” siger Torben Mouritsen
Fredericia er en god by
Inden Normal valgte at placere sin nye butik i Fredericia, undersøgte kæden forretningsgrundlaget.
“Fredericia er en god by med et godt handelsliv, og den har brug for sådan en butik som vores,” siger Torben Mouritsen.
Kæden har blandt andet talt, hvor mange, der er i gågaden.
“Og jeg er blevet positivt overrasket over at der er så mange mennesker i Fredericias gågader,” siger han.
Normal åbner lørdag den 16/1 klokken 9:30. I løbet af formiddagen serverer butikken sin særlige Normal-suppe med kylling. Kæden har for vane at åbne en halv time før andre og lukke en halv time senere end andre.