Flere vil ind til byen
- Flere mennesker vil ind til de store byer og leve, især unge familier med børn samt ældre over 50. Det må vi også tage højde for i Roskilde, hvis vi vil have del i denne udvikling. Sådan forklarede den nye planchef Dorthe Harbo ved borgermødet, hvor hun satte forslaget om det nye p-hus ved Sortebrødre Plads ind i kommunens overordnede plan. - For nogle år siden vedtog Roskilde et oplæg om at få en mere dynamisk Bymidte, så der ikke er så tomt og kedeligt om aftenen, når forretningerne er lukket, og folk taget hjem fra arbejde. Et afgørende punkt er at få flere boliger, så der er mennesker hele tiden, men det kræver også flere p-pladser, ligesom et stort handels- og kulturliv gør, fortsatte hun. - For et par år siden fik Roskilde nye p-tavler, så bilisterne kan se, hvor der er ledige pladser, og de ikke kører planløst rundt i gaderne og leder efter dem. Planchefen fortalte, at det foreslåede p-hus på Sortebrødre Plads kun er det første i en række, så flere får mulighed for at komme ind og handle eller udnytte byens mange andre tilbud om oplevelser. Andre vil følge efter blandt i et stort underjordisk anlæg ved Ny Østergade i Røde Port-projektet, på Bønnelyckes Plads og på Schmeltz Plads. tk FAkta Parkeringshuset på Sortebrødre Plads skal ligge på den nuværende grusparkering hen mod Kong Valdemarsvej. Her skal være plads til ca. 500 biler, hvilket er en forøgelse på ca. 60 pladser i forhold til det antal, der nu findes på hele området bag Kvickly og ned til Dr. Margrethesvej. Bygningen bliver i fem etager, deraf de to under jorden, så den maksimale højde skulle blive på 10,5 meter. Byggeriet ventes færdigt i starten af 2018, og prisen er ca. 80 millioner kroner, som kommunen betaler i første omgang. Men derefter følger to andre projekter med boligbyggeri ned mod Dr. Margrethesvej og en udvidelse til en endnu større forretning i den bygning, der nu huser Kvickly. Under disse to byggerier skal der være op til 250 p-pladser, så det samlede antal i området dermed forøges med ca. 300. Salget af arealet til disse to nye byggerier vil give kommunen penge, der skal betale for opførelsen af p-huset.