Fortsæt til indhold

Gammel losseplads bliver grøn perle

Nyt stisystem etableres på den tidligere losseplads i Spang

Arkiv
Arkiv

I løbet af foråret åbner nye stier i Spang, hvor der tidligere var en stor losseplads. Stierne binder området sammen og giver adgang til mange og anderledes naturoplevelser.
Der er allerede anlagt en mountainbikebane, en kælkebakke og nogle få stier på den gamle losseplads i Spang. Nu suppleres området med et helt nyt net af stier, således at mulighederne for naturoplevelser øges væsentligt.
Arbejdet med at etablere de nye stier er påbegyndt, men for øjeblikket stoppet af sne og væde. Arbejdet ventes gennemført inden for de næste par måneder, men en slutdato er helt afhængig af, hvordan vintervejret arter sig.
"De nye stier vil bl.a. føre over toppen af det gamle deponi, hvorfra man kan nyde udsigten over Ulkebøl Krigshavn og Augustenborg Fjord. På toppen er der desuden en natur, der minder om slette med sparsom vækst af græsser, urter og andre ikke helt almindelige planter. Området er præget af, at jorden gennem årene er kørt fast med store maskiner, hvilket har skabt andre vækstbetingelser end dem, man normalt ser på Als – træerne vokser mere spredt, og landskabet synes mere ”vildt” og præget af vandsamlinger. Man kan godt glæde sig til at opleve de nye stier," siger jordbrugsteknolog Kristian Nordstrøm, Sønderborg Kommune.

De nye stier på den gamle losseplads i Spang er markeret med rødt.