Borgmester Thomas Andresens tale ved Nytårsreception 2016
Velkommen her til Aabenraa Byråds nytårsreception. Jeg er glad for at så mange er kommet. For jeg tror det er vigtigt at vi mødes og runder det gamle år af. Og for at skyde det nye år godt i gang. Og hvad er mere naturligt end at gøre det sammen med jer. Jer, som vi har samarbejdet med i det forgangne år. Og jer som vi skal have et godt samarbejde med i det nye. Først vil jeg gerne takke byrådet for samarbejdet i 2015. Jeg synes vi har haft nogle gode og frugtbare diskussioner. Og vi har for det meste fundet fælles løsninger. Jeg håber at det gode samarbejde vil fortsætte i 2016. Vi kan se, at det blir’ et anderledes stramt budget vi skal vedtage. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi alle søger de fælles løsninger. Det vil gavne Aabenraa Kommune mest. Jeg vil også gerne takke de tre andre sønderjyske kommuner for samarbejdet. Det er så vigtigt at vi står sammen. Og det er vigtigt at vi passer på samarbejdet. For det giver os en stærkere stemme. Her i efteråret meldte regeringen ud, at den flytter statslige arbejdspladser ud i landet. Forud for udmeldingen gjorde jeg et stort stykke arbejde for at sikre at Sønderjylland ikke blev glemt. Og Sønderjylland blev bestemt ikke glemt. Der kommer nye stillinger til Tønder, Haderslev og til Sønderborg. Jeg glæder mig på deres vegne. Og jeg er sikker på at det kommer til at gavne hele Sønderjylland. Vi har også indgået flere nye samarbejder i 2015. Det fælles beredskab er ét samarbejde. Beredskabet trådte i kraft den 1. januar 2016. Det ligger i Tinglev og har godt 20 fastansatte. Dertil kommer de 950 frivillige brandmænd fordelt på 32 brandværn. Jeg er glad og stolt over at den sønderjyske model med frivillige brandværn fortsætter. For det er en unik konstruktion. Den skaber tryghed for borgerne. Den skaber engagement. Og den skaber sammenhold i lokalsamfundene. Det vil jeg gerne takke de frivillige brandmænd for. Et andet samarbejde på tværs af kommunegrænserne. Det er Destination Sønderjylland. Her er vi gået sammen om at markedsføre Sønderjylland over for turister. Det samarbejde er jeg sikker på styrker os alle. For turister kender ikke kommunegrænser. De værdsætter en egn! Så når vi markedsfører os sammen. Ja, så får folk øjnene op for at her ligger en spændende ferie og venter på dem. Destination Sønderjylland er et godt og vigtigt samarbejde. Men når det er sagt. Så er det også vigtigt for mig at sige. At vi ikke skal bruge al vores energi på at gøre os attraktive over for turister. Og på at tiltrække nye folk. Vores højeste prioritet er at skabe et godt hverdagsliv for os der bor her. Et hverdagsliv, der hænger sammen for familien. En god hverdag.Det er Aabenraa Kommunes fyrtårn! Det er netop hovedformålet med den vækstplan som byrådet vedtog i 2014. Og vi kan med slothed sige, at vi allerede kan se resultater. Vi har afsluttet vores plejehjemsbyggerier. Vi har fået tids-svarende og gode plejehjem. Vi har indviet to nye skoler. De skaber perfekte rammer for en god undervisning til vores børn. Og nu er turen kommet til Hærvejsskolen. Og så går vi i gang med vores børnehaver. Et andet vigtigt byggeri er Multiarenaen i Aabenraa. Her tog vi første spadestik i december måned. Multiarenaen er en central brik i vores vækstplan. Den vil selvfølgelig gi’ borgerne mulighed for at dyrke idræt. Men den gir også mulighed for at se store sportsbegivenheder. Og den vil skabe et rum for fællesskab. Byggerierne er vores hverdags-fyrtårne. Fyrtårne som skal gøre hverdagen bedre for os, der bor her. Og når vi har det godt hvor vi bor. Ja, så vil vi automatisk tale godt om stedet. Og så skal de nok komme – De der tilflyttere som vi også gerne vil ha’. Vi kan faktisk allerede se at den udvikling er i gang. For antallet af folk, der flytter til kommunen, er større end antallet af folk der flytter fra. Og det er altså en rigtig positiv udvikling. En anden måde at vise udviklingen er ved at se på antallet af solgte byggegrunde i 2015. Vi havde en stigning på næsten 100 procent for erhvervshandler. I alt solgte vi 108.000 kvadratmeter. Og langt størstedelen af handlerne var i Padborg. Ja, vi er faktisk tæt på at have udsolgt her. Og det er virkelig et godt tegn. For når det igen kører for transport og logistik erhvervet. Ja, så er det et tegn på begyndende vækst i hele samfundet. Vi er gået 25 pladser frem i Dansk Industris måling. Frem til en flot 14. plads. I Dansk Byggeris måling er vi gået fra en 10. plads til en 9. plads. Det kan vi være rigtig stolte af. Og jeg vil gerne sende en del af rosen videre til virksomhederne. For det er det goe’ samarbejde vi har med jer. Der gør det muligt for os at forbedre forholdene. Så jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for samarbejdet. Sammen har vi slået Aabenraa Kommunens position som erhvervsvenlig kommune fast. Et andet område, der også har slået sin position fast. Det er event-området. Og hold op hvor er der sket meget i 2015. Vi har haft et begivenhedsrigt år med store arrangementer. Alt lige fra dyreskue, ringridning, og Regentpars besøg. Til kæmpe koncerter og DHL-stafet. Aabenraa Kommune er blevet et sted hvor det blir’ til noget. Og det der med at det blir’ til noget. Det gør det jo netop fordi vi alle får det til at ske. Alle de store og små arrangementer bliver jo kun til noget, fordi der er nogen der får en ide – og handler på den. Fordi der er andre der giver en hånd med. Og fordi endnu flere deltager i arrangementerne. Og jeg må sige at det frivillige foreningsliv er fantastisk. Vi tager det måske for givet. At vi er med i en forening eller to. Og at vi hjælper lidt til. Men sådan er det bestemt ikke alle steder. Her tror jeg virkelig at vores små samfund kan noget i forhold til en storbys. Vi kender hinanden. Og tager os af hinanden. Og vi gør noget, der kommer andre end os selv til gavn. Et godt eksempel er Bolderslev, som netop er blevet kåret til årets landsby for anden gang. Bolderslev har gennem det seneste halvandet år ydet en fantastisk indsats omkring asylcenteret. Der er mange frivillige, der troligt møder op på centeret. De spiller fodbold og snakker med flygtningene. De nedbryder skel mellem dem og os. Og i stedet opstår spirende venskaber og gode samtaler. Men de gør ikke kun noget for andre. De gør også noget for hinanden. Og med hinanden. Og sådan er det over hele kommunen. Det gør mig rigtig stolt. At vi i Aabenraa Kommune har så mange lokalsamfund, der er aktive og unikke og gør noget for hinanden. I skaber sammenhold og udgør det kit, der binder kommunen sammen. Jeg tror ikke I tænker over at I gør det. I kan bare ikke la’ være. Et andet eksempel på det frivillige foreningsarbejde. Ja, det er julehjertebyen. Det er om noget et eksempel på frivillige, der gør en kolossal indsats. En indsats som er helt uegennyttig. Det er ren omsorg for andre mennesker. Der er frivillige, der bygger huse. Frivillige der strikker huer, laver julepynt og syr tøj. Frivillige der bager kager, koger grød og kører julehjerte-toget. Jeg bliver så stolt og glad over at vi har så engagerede borgere i Aabenraa Kommune. Borgere der vil bruge deres fritid på at hjælpe andre. Det skaber et helt utroligt sammenhold i et samfund. Det skaber et fællesskab, som gør det endnu bedre at bo her. Og så skaber det en helt fantastisk smuk by. En by som oser af oplevelser. Og som man har lyst til at besøge. Det styrker Aabenraa som en god og spændende handelsby. Jeg startede min tale med at fortælle at kommunens økonomi bliver stram i 2016 og i årene fremover. Regeringen har nemlig pålagt kommunerne at spare 1 % hvert år. Det bliver til mange penge. Vi har en virkelig veldrevet økonomi for tiden. Så vi har et rigtig godt udgangspunkt. Men en procent årligt er et stort beløb. Og her skal vi i byrådet finde ud af hvordan vi gør det bedst. Vi skal se på om vi kan løse nogle opgaver i fællesskab med andre. Et eksempel på en opgave der blev løst i fællesskab. Ja, det er samarbejdet mellem Meldgaard, Aabenraa Kommune og de ledige. Vi havde et problem. Og vi løste det i fællesskab. Meldgaard manglede chauffører til deres store tipladere. Kommunen havde udgifter til de lediges kontanthjælp. Og de ledige. Ja, de ønskede sig brændende et job. 10 personer kom på kursus for at få den uddannelse, som er nødvendigt for at kunne køre de kæmpemæssige tipladere. Og da kurset var slut ansatte Meldgaard dem alle 10. Det er en historie om hvordan en virksomhed hjælper borgere på kanten af arbejdsmarkedet. Det er en historie der til fulde viser, at samarbejde og fællesskab er til alles fordel. Jeg håber vi kommer til at se mere af den slags fremover. For vi har en fælles udfordring med at få borgere i arbejde. Og vi har en fælles udfordring med at få integreret de nye flygtninge på arbejdsmarkedet. Og virksomhederne. Ja, de har netop meldt ud at de mangler kvalificeret arbejdskraft. Så der er al mulig grund til at samarbejde. Derfor vil jeg besøge jer virksomheder snart. Så vi sammen kan finde ud af hvordan vi får løst vores udfordring. Så vi får skaffet den arbejdskraft som I har brug for. Og hjulpet mennesker ind på arbejdsmarkedet. Det er social ansvarlighed. Og det er godt for bundlinjen. Og her vil jeg gerne slutte min tale. Med håbet om og troen på, At i 2016 vil vi hjælpe hinanden endnu mere. For så kan vi skabe noget helt specielt.Vi kan skabe et samfund hvor vi ser hinanden. Hvor vi hjælper hinanden. Og skabe et sted hvor vi får ting til at ske. Godt nytår!