I fru Alvings havestue
Snart har Det lille Teater premiere på Ibsens 'Gengangere'
Den 21. januar er der premiere på Henrik Ibsens 'Gengangere', der bliver instrueret af Svend Aage Wolff.
Vi befinder os i fru Alvings havestue på en landejendom ved en fjord i det vestlige Norge. Manden i huset – kammerherre Alving – er for længst død. Død efter et fordrukkent og udsvævende liv.
Fru Alvings liv har været rent facadespil. Gift med en mand, som hun foragtede, og som hun gjorde alt for at holde fra deres fælles søn, Osvald.
Nu skal regnskabet gøres op! Hun har besluttet at bygge et asyl for mandens formue, så sønnen Osvald, der er kommet hjem efter to år i Paris, ikke skal arve noget som helst fra sin far. ”Han skal arve alt fra mig, skal han”.
Fru Alving planlægger et harmonisk liv med sin søn men må indse, at alt går helt anderledes – meget anderledes. Man kan flygte fra næsten alt, bare ikke sin fortid.
I forestillingen møder man fru Alving (Doris Lindgaard Jensen), Regine (Ellen Langager Kristensen), Osvald (Claus Ladelund), familiens præst Pastor Manders (Niels-Ole Lindgaard) og snedker Engstrand (Christian M. Petersen).
Forestillingen opføres den 21., 22. 26. 28. og 30. januar. Billetter koster 70 korner og skal bestilles på 7465 3767 eller www.lilleteater.dk. Der er mulighed for revyplatte med kaffe til 80 kroner den 22. og 30. januar kl. 18,30. Skal bestilles.