Globus Guld åbner i Aabenraa
Den sønderjyske lokalradio Globus Guld åbner nu en lokalafdeling i Aabenraa.
Den nye afdeling kommer til at bestå af en lokal salgsafdeling samt et mindre studie, hvorfra det vil være muligt at producere liveudsendelser og lokale nyheder samt afvikle events og foretage interviews med mennesker fra lokalområdet. Den nye lokalafdeling åbner officielt fredag den 22. januar og får adresse på Storegade 6 i gågaden.
Tovholder på radioen bliver den lokalkendte Mikki Riedel, der har 18 års erfaring i radiobranchen. Mikki Riedel har været en del af branchen i Sønderjylland siden 1998. De første 16 år på Radio Mojn og senest på SkalaFM.
“Lytterne vil have god varieret musik de kender og kan synge med på, kombineret med lokale nyheder og gode tilbud fra det lokale erhvervsliv,” siger Mikki Riedel og tilføjer: “Derfor er det også vigtigt for Aabenraa og omegn, at man igen kan se frem til at få en synlig lokalradio som er til stede i lokalområdet, og som man kan aflægge et besøg hvis man har lyst”.