Fortsæt til indhold

Venskabs-tjek med by i Kina

Roskilde-delegation sendes på opdagelsesrejse til Hangzhou

Arkiv
Arkiv

Roskilde er nu landet på en slags kompromis med en undersøgelsestur til Kina i diskussionen om fremtidigt internationalt samarbejde og særlige forbindelser til det, der tidligere hed venskabsbyer. Sådan blev konklusionen ved det seneste møde i udvalget med det imponerende navn ‘Vækst, Erhverv og Globalisering’. Beslutningen betyder, at kommunen primært skal engagere sig i nabolande som Tyskland og Sverige, hvor langt den største samhandel foregår. Desuden skal en delegation med repræsentanter for mindst syv lokale virksomheder til efteråret på en tur til den kinesiske by Hangzhou for nærmere at undersøge, om det vil give mening at indlede et tæt samarbejde med denne. Beslutningen i Erhvervsudvalget, som det kaldes for letheds skyld, kommer efter en til tider ganske heftig diskussion i byrådet. Her var et yderpunkt repræsenteret af DF’s Karsten Lorentzen, der menet, at Roskilde ikke skulle have noget at gøre med byer i den kommunistiske diktatur-stat Kina.

Tabt udsyn

Et modsat synspunkt var repræsenteret af erhvervsmanden Lars-Christian Brask (V), der kritiserede det manglende udsyn hos mange af kollegerne i byrådet. Brask henviste blandt andet til, at de gode kontakter, han som ung havde fået i Roskildes nordiske venskabsbyer, havde været med til at sætte gang i hans egen karriere. Gennem mange år havde Roskilde et meget tæt samarbejde med blandt andet Tønsberg i Norge og Linköping i Sverige, hvilket skabte mange personlige relationer og en bedre forståelse af, hvad der foregår i de øvrige nordiske lande. Men det gik tabt efter kommune-sammenlægningen i 2005, hvor Roskilde ikke fik lov til at videreføre det vigtige samarbejde i Norden, når der ikke var råd til, at Gundsø og Ramsø også kunne videreføre deres relationer. I dag har Roskilde kun bevaret grønlandske Nanortalik som venskabsby, fordi man føler er særligt ansvar for at hjælpe dem, eksempelvis med de årlige besøg af skolebørn derfra. tk

Karsten Lorentzen (DF) ville ikke have nogen samarbejds-aftale med en kinesisk by, fordi det er en kommunistisk diktatur-stat. (Foto: Erling J.)