“Jeg forstår ikke, at vi skal være dårligere stillet”
26-årige Ramona Ilsen er selvstændig og gravid. Det er ikke en nem cocktail
“De vil gerne have flere unge iværksættere, men de stiller os samtidigt dårligere end almindelige lønmodtagere. Det forstår jeg simpelthen ikke meningen med”.
Ordene kommer fra indehaveren af frisørsalonen Hair By Ilsen i Aabenraa, den 26-årige Ramona Ilsen.
Hun er højgravid med sit første barn, og hun er slet ikke tilfreds med, at selvstændige stilles dårligere end lønmodtagere, når de skal på barsel.
Den ulighed var der ellers rådet bod på med oprettelsen af Barselsfonden for selvstændige, der trådte i kraft den 1. oktober sidste år , og som alle selvstændige skal indbetale til. Men regeringen har nu bebudet, at ordningen efter alt sandsynlighed nedlægges pr. 1. april.
Ramona Ilsen er så heldig, at hun omfattes af ordningen, der betyder, at hun få sin egen løn refunderet, så hendes virksomhed holdes skadesfri under barslen. Men hvis man har termin efter 1. april - eller når Ramona Ilsen skal have sit næste barn, skal hun formodentlig selv betale den forskel der er fra dagpengesatsen til hendes nuværende løn.
Et forhold, der er helt urimeligt, synes hun.
“Når man er almindelig lønmodtager, går man jo ikke ned på dagpengesats under sin barsel. Her opretholder man sin fulde løn. Jeg har svært ved at se, hvorfor man som selvstændig iværksætter skal straffes. Der er jo i forvejen ikke mange fordele ved at væreselvstændig, og hvis de afskaffer Barselsfonden, så skal man jo nærmest have en opsparing med, inden man kan gå på barsel,” fortsætter Ramona Ilsen.
Fem på barsel
Hun overtog salonen i Aabenraa i august 2013, og ansattes barsel er ikke et ukendt fænomen for den unge frisør.
“Siden jeg overtog har fem af mine ansatte været på barsel. Her får jeg heldigvis næsten 100 procent refusion for den løn, de skal have under barsel, og derudover har jeg tegnet en ekstra forsikring, der betaler differencen. Det virker bare helt urimeligt, at det decideret skal være en ulempe at være selvstændig, nrå det kommer til barsel,” slutter Ramona Ilsen, der planlægger at holde fem måneders barsel.