Tal med en kunstner i Janus Bygningen
Fredag den 15. januar er der mulighed for at få en personlig introduktion til udstillingen MOMENTUM i Janus Bygningen. Fire af de deltagende kunstnere står for en Artist Talk kl. 17.
MOMENTUM er arrangeret af Billedkunstnernes Forbunds lokalafdelinger i Vestjylland, Sønderjylland og Kolding. Det drejer sig om en omfattende udstilling med 259 værker af 34 kunstnere.
Lise Frølund deltager på udstillingen med et vævet billedtæppe i papir, viskose og hør. En mindre opstilling kaldet forgængelighed, samt 'Fold dit tæppe' en vævet skulptur som ligger på gulvet.
Vibeke Jerichau er den kunstner med flest værker på udstillingen, som dukker op flere steder i ophængningen. Det drejer sig hovedsageligt om flerfarvet photogravure.
Margit Enggaard Poulsen er maler og deltager med 3 værker, malerierne 'Primavera, Luca', 'Op til Alaska - Stjernenat' og 'Spor – Stjernenat'.
Vivi Linnemann udstiller skulpturer i bl.a. acrylplast og kobbertråd. Hun er optaget af kunst i det offentlige rum og arbejder både i Danmark og Schweiz. Tilmelding senest 13. januar kl. 16.