Fortsæt til indhold

Aabenraa-familie klar til at vinde et hus

Rikke og Peter Boisen fra Aabenraa er et af fire par, der dyster om et nyt hus i en ny sæson af “Nybyggerne” på TV2

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Onsdag den 3. februar er det med at få tændt for tv'et og have kaffen klar i sofaen.
Her starter en ny sæson af programmet Nybyggerne på TV2, der trak mange seere i 2013, da første sæson løb over sendefladen.
3. februar starter en ny dyst om at færdigbygge et råhus, hvor guleroden er, at man til sidst kan vinde huset - en gevinst til en værdi over tre mio. kr.
Og i denne sæson bliver der ekstra god grund til at følge med i sofaen.

Det lokale par Rikke og Peter Boisen er nemlig ét af de fire par, der skal dyste om at vinde huset.
I en periode i efteråret tog de deres tre børn Elina, Emil og Emma med til Farum, hvor de byggede på livet løs. Et forløb, der for alvor tærede på kræfterne.

“Altså mit indtryk er, at det gik meget godt. Selvom jeg tabte mig otte kilo,” lyder den umiddelbare kommentar fra Peter Boisen, med henvisning til, at det endnu ikke er afgjort, hvem der vinder huset, selvom optagelserne forlængst er afsluttet.

“Det bliver afgjort i det sidste program, der sendes direkte i april. Så lige nu ved vi ikke noget,” fortsætter han.

Det er fire meget forskellige par, som seerne kan glæde sig til at lære bedre at kende og kaste deres kærlighed på.

“Vi er nok castet på at være et rigtig gør-det-selv par,” fortæller Peter Boisen, og tilføjer:

Parrets tre børn på seks, ni og 11 år var med hele vejen. Når man bor i Aabenraa og bygger hus i Farum, så var der ikke mange andre muligheder.
“Det var intenst. Børnene fik tildelt et helt råt værelse med et par madrasser til at starte med. Og de hjalp til, hvor de kunne. Så man kan sige, at det var en rigtig familie-oplevelse, hvor alle bidrog”.

Stor satsning

Aabenraa-parret satser hårdt på at vinde huset.
“Da vi fik tilbudt at medvirke, snakkede vi selvfølgelig det hele igennem. Og da jeg ikke kunne få orlov, blev jeg nødt til at sige min læreplads op på Fakkelgården. Så man kan da roligt sige, at vi er gået all-in på at være med og vinde,” slutter Peter Boisen.