Fortsæt til indhold

Elitesportens rugekasse viser sig frem

Haderslev Idræts Akademi giver de unge sportsfolk vigtige byggesten med, når de skal leve et liv som eliteidrætsfolk

Arkiv
Peter Rasmussen

Imens der hver dag knokles med både sport og skole, arbejder Haderslev Idræts Akademi også med planlægningen af næste akademiår.
Mange er allerede på plads til én af akademiets fem linjer - fodbold, håndbold, svømning, ishockey og multisportslinjen - næste år, men endnu flere er på spring. Derfor er der Informationsdag på akademiet på søndag den 17. januar fra klokken 13.00.
Her kigger unge sportstalenter - og forældre - forbi for at blive orienteret om Haderslev Idræts Akademi. Om koordineringen imellem sport og skole, om forventninger og muligheder, når det gælder udviklingen af den unges talent, om indkvarteringsmuligheder i de nye kollegielejligheder på Louisevej. De vil også blive præsenteret for 'ressourseteamet', der består af fysioterapeut, fysisk træner, ernæringsvejleder og sportspsykolog.

Mange styrker

“Vi glæder os over at det går rigtig godt for vore elever. De klarer sig godt - både i sporten og i skolen,” fortæller leder af akademiet, Calle Stenger:
“Helt aktuelt har det været fantastisk at se Thomas Lilies præstationer på U20 ishockeylandholdet. Han er jo blandt andet et produkt af vores arbejde,” siger lederen, der ser mange styrker i den måde akademiet i Haderslev virker på:
“Det er en stor styrke at vi har unge fra så mange forskellige sportsgrene. Man kan lære meget af hinanden. Og så har vores nye multisportslinje været en succes. I nogle sportsgrene er man meget alene, og man kan se, hvor meget disse sportsfolk får ud af at blive en del af et team - ligesom de også bidrager med meget. På den linje er motorsportsfolk som bl.a. Patrik Matthiesen,” fortæller Calle Stenger. Han håber på et stort rykind på søndag. Dagens program kan ses på www.hia.dk.

Vi støtter gerne

“Haderslev Idræts Akademi er en helt igennem god idé, som ikke bare betyder meget for de unge, som skal lære at begå sig som eliteidrætsfolk, men også for hele vores kommune som eliteidrætskommune. Det vil vi meget gerne støtte,” lyder det fra direktør i Nordea, Lars Gellert. Han er på besøg i Haderslev Idræts Center og med sig har han en chack på 35.000 fra Nordea Fonden:
“Det er ikke første gang vi støtter akademiet, og stensikkert heller ikke sidste,” smiler direktøren. Pengene han donerer er øremærket til profiltøj og andet grej.