Fortsæt til indhold

Kunstner-trio med tætte bånd

Tre kvinder med hver deres egen stil udstiller i Borup

Arkiv
Af Birthe Johansson

Søndag den 10. januar klokken 14 var der inviteret til fernisering i Borup Kulturhus. Mange besøgende havde lagt vejen forbi, og salen summede af forventning. Med ét forstummer stemmehavet og alles øjne rettes mod trappen op til kulturhusets førstesal, hvor formanden for Skovbo Kunstforening, Henry Rossle, træder frem og byder velkommen til MIMESIS. Titlen dækker over en udstilling af Luise Haugen, Caroline Krabbe og Dorthe Steenbuch Krabbes værker; udstillingen løber frem til d. 21. februar. I anledning af ferniseringen er to tredjedele af trioen, Dorthe og Luise, til stede og de stiller beredvilligt op til en snak om dem selv og deres kunst.
Dorthe er keramiker. Oprindelig uddannet pressefotograf. Hun er også mor til de to andre udstillende og hustru til Arne Haugen Sørensen, der er kendt for sin egen, lange kunstner-karriere. Hun har boet i Andalusien siden 1981, hvor hun driver et galleri. Dorthe fortæller, at hun blev bidt af arbejdet med ler for 18 år siden, da hun, foranlediget af en veninde, pludselig befandt sig på et keramik-kursus. Hun har siden da været på kurser i ind- og udland, og hun udstiller både i Danmark og Spanien. Hun finder blandt andet inspiration til sine værker på rejser til så forskellige steder som Færøerne og Uzbekistan.
Luise er maler, og hun har aldrig overvejet, om hun skulle være andet. Hun har hevet de andalusiske teltpæle op og bor nu i Danmark, hvor hun har sin egen grafiske virksomhed. Hendes motiver beskrives som balancerende mellem det figurative og abstrakte, og der indgår ofte forskellige materialer i hendes værker. Hun fortæller, at hun ønsker, at hendes billeder skal have et udtryk af bevægelse og liv og at hun ofte, undervejs i processen med et motiv, kan opleve, at det bliver for ”færdigt” og så vælger hun at male det over og starte forfra.
Udstillingen komplementeres af den sidste tredjedel af kunstnertrioen, Caroline Krabbes, sydeuropæisk inspirerede malerier i stærke og klare farver. Caroline er bosiddende i Spanien og driver sammen med Dorthe "Galeria Krabbe", der ligger i Frigiliana i Andalusien.
MIMESIS i Borup kulturhus kan besøges hver lørdag og søndag frem til d. 21. februar fra klokken 14 til 16.

Dorthe Steenbuch Krabbe og Caroline Krabbes værker i skøn forening.