Dem, der ikke kan lade musikken ligge
Roskilde Katedralskole og Roskilde Musiske Skole er gået sammen om at skabe et nyt gymnasieforløb med øre for musikken
Unge musiktalenter, der brænder for sang og instrumenter og drømmer om at udvikle og udfolde deres kunnen kan fra foråret søge optagelse på en helt særlig musisk gymnasial linje: MusiCreator. Tilbuddet, der giver et forløb med A-niveau i musik har også skemalagte timer med plads til både solo-undervisning, samspil med klassekammeraterne, workshops og koncerter.
Spirende musiktalenter
- Vi har længe haft et rigtig godt samarbejde med Roskilde Musiske Skole, der, især efter vi fik nye musiklokaler i 2010, har benyttet sig af vores skole til musikundervisning efter skoletid til deres elever, siger rektor på Roskilde Katedralskole Claus Niller og fortsætter: - Normalt er der musik skemalagt i gymnasietiden og så tager eleverne ekstra timer ved siden af. Vi vil skabe en helhedsplan for de dygtigste musikelever. Også Tom Henriques, Leder af Roskilde Musiske Skole, ser store fordele i MusiCreator. - Essensen er, at i en musikby som Roskilde med Domkirken som den ene modpol og festivalen som den anden, der har vi en midte af magi. Dér kan eleverne blomstre, siger han. Der er optagelsesprøve til foråret efter endt ansøgningsfrist til gymnasiet.
Udfoldelse og udvikling
- De unge mennesker, der interesserer sig for musik og går til optagelsesprøve, skal dels kunne beherske et instrument, men de skal også have store ører og kunne indgå i en sammenhæng - et sammenspil - med de andre elever og deres instrumenter, siger Claus Niller. MusiCreator har ikke fokus på selve talentet. Linjen er for dem, der bare ikke kan lade være at lave musik. - Linjen er for de elever, der ikke kan lade det ligge, for i virkeligheden er musik 10 procent evner og 90 procent slid, siger Tom Henriques. Selvom gymnasie-elever ofte skyder i mange forskellige retninger efter de tre års skolegang, så er der i samarbejdet også en tredje spiller: MGK Sjælland (Musikalsk Grundkursus), som er en offentlig musikkonservatorieforberedende uddannelse for 14-25-årige. - Vi giver dem muligheden for at udfolde deres talent og forsøger at flytte dem både personligt og fagligt, og så skaber vi en bro til videreudvikling, slutter Claus Niller. avk@roskildeavis.dk