Fortsæt til indhold

KØS og KØS Klub inviterer til festlig nytårskur

Kunstneren Kathrine Ærtebjerg maler årets værk til medlemskortene hos KØS i den kommende weekend

Arkiv
Arkiv

Et nyt år spændende år har taget sin spæde start, og det fejres traditionen tro på KØS, når KØS og KØS Klub inviterer til den årlige nytårskur med kunst, musik, sjove festtaler samt mad og drikke for klubbens medlemmer samt museets samarbejdspartnere.
Nytårskuren finder sted lørdag den 23. januar klokken 15-17. Her vil museets direktør Christine Buhl Andersen fortælle om det kommende års projekter og udstillinger, og KØS Klubs formand Birgit Thrusholm orienterer om nyheder fra KØS Klub.
Som gæst får man desuden en særlig kunstnerisk oplevelse, når årets medlemskort bliver til under festlighederne. I år er det den danske billedkunstner Kathrine Ærtebjerg, der maler to store værker, som efterfølgende brydes op i mindre dele og udgør årets medlemskort. Hvert medlem af KØS Klub får derfor en lille unik del af et kunstværk. Kathrine Ærtebjerg er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi 1995-2002 og er kendt for sit surrealistiske og eventyrlige univers befolket af hybrider mellem dyr og mennesker, børn og voksne. Hun var blandt de 10 danske kunstnere, der var udvalgt til at udsmykke Frederik 8.s Palæ på Amalienborg i 2010. Forarbejder til hendes bidrag til Frederik 8.s Palæ “Jagt” hænger som en permanent udstilling på KØS. Kunstneren har desuden lavet udsmykningsopgaver på en folkeskole samt hos PET og har en lang række soloudstillinger bag sig.
TV-vært, entertainer og kunsthistoriker Peter Kær er dette års festtaler. Peter Kær har været vært for blandt andet “Hvem vil være Millionær?” og “Hit med Sangen”. I 2005 skiftede han showbusiness ud med sin passion for kunst og studerede kunsthistorie på universitet. I 2014 medvirkede han i programmet “1000 års kunsthistorie” og er i dag kreativ direktør i Front Nordic og aktuel med “Scavenius og Kær på tur i kunsten” på DR K, hvor han og kunstkritiker Bente Scavenius kører rundt i en gammel Volvo og kigger på kunst rundt i landet.
Jesper Thorn Trio optræder med stemningsfuld rytmisk musik, og KØS Café serverer en lækker anretning og et godt glas vin.
Er du medlem af KØS Klub, er du selvskreven gæst til nytårskuren. Ønsker du at blive medlem, kan du møde op på dagen, melde dig ind og deltage i festlighederne.

TV-værten Peter Kær holder årets festtale ved KØS' nytårskur.