Frokost Bixen sørger for madpakken
35-årige Camilla har skiftet karriere. Nu gælder det smørrebrød
Fredericia har fået et nyt spisested. Camilla Jordt Hansen har åbnet Frokost Bixen i Prinsessegade 61. Der er plads til otte gæster i forretningen, men hovedparten af kunderne tager såmænd nok maden med sig. Frokost Bixen sælger nemlig madpakker.
Smørrebrød skal man ikke kimse ad. Det er en velkendt dansk klassiker, der er så god, at den også er kendt uden for landets grænser. Smørrebrødet er ofte så fint belagt, at rugbrødsskiven er helt skjult. Og belægningen er ganske varieret - også hos Frokost Bixen.
“Jeg har et klassisk udvalg. For eksempel fiskefilet, ribbensteg, rullepølse, medister, oksebryst, kartoffelmadder og æg med rejer. Alt er friskskåret og mine frikadeller er lavet fra bunden,” lyder det fra Camilla Jordt Hansen, indehaver af Frokost Bixen.
På menuen er der også sandwich og salatbar.
Generalens køkken
Den 35-årige fredericianer kender til handelslivet i fæstningsbyen. Tidligere har hun drevet modebutikken Mille H. Accessories på to forskellige adresser.
“Men jeg blev ramt af indbrud to gange på et halvt år, og det var medvirkende til, at jeg stoppede. Nu prøver jeg kræfter med noget nyt.”
Camilla har været på inspirationstur, blandt andet til Aarhus, og i december måned begyndte hun på det nye kapitel i sit liv.
“Jeg vil jo helst have mit eget, og det skal ikke være for lånte penge, for så er det mig, der har fat i den lange ende,” smiler iværksætteren, der slår fast, at Frokost Bixen er kommet godt fra start.
“Prisen er en afgørende faktor. Det må ikke være så dyrt, at der bliver en stor beslutning, om man vil komme forbi.”
Smørrebrødet bliver lavet i naboens køkken. Hos spillestedet Generalen.
“Køkkenet har jeg lejet af Michael Buch fra Generalen. Det er jo også hans bygning. Til sommer laver vi udendørs servering. Vi sætter caféborde op, og så kan man gå ind på Generalen og hente en fadøl til sit smørrebrød,” fortæller Camilla Jordt Hansen, der er meget tilfreds med beliggenheden.
“Den er supergod. Der kommer rigtig mange mennesker forbi, og det bliver endnu bedre, når FredericiaC for alvor åbner op.”