Fortsæt til indhold

Borgmesteren bør skamme sig

Arkiv
Arkiv

Dan Arnløv Jørgensen
Formand Kultur- &
Idrætsudvalget, Vejle Byråd (C)
Medlem Økonomiudvalget

Jeg har med stor forundring læst Arne Sigtenbjergaards tilbageblik på 2015 i Lokalavisen Vejle den 28. december. Jeg tror, vi er mange, der er ved at være godt trætte af at høre om Vejle Havn-skandalen, men borgmesterens uelegante forsøg på at skyde et hvert ansvar fra sig og i stedet nærmest at påtage sig en offerrolle kræver i aller højeste grad et modsvar.
I artiklen kan man forstå, at borgmesteren har ligget søvnløs flere gange under havnesagen, og han mener tilsyneladende, at sagen alene næres af konspirationsteoretikere og politikere og journalister med et behov for profilering.
Det gør mig ondt, at borgmesteren ikke har været i stand til at sove de uskyldiges søvn under havnesagen, det er der nok en grund til, men jeg kan ikke genkende det billede af havnesagen, han forsøger at kreere i interviewet:
Er de tre revisionsrapporter, der alle har rettet uhyre skarp kritik af havnens ledelse, udtryk for en konspiration?
Er det udtryk for en konspiration, når Skat undersøger sagen?
Er det udtryk for konspiration, når tilsynsmyndigheder undersøger sagen?
Er politianmeldelsen udtryk for en konspirationsteori?
Er det på baggrund af konspirationsteorier, at to tidligere Havneformænd har forladt den synkende skude? Næppe !
Borgmesteren forsøger desperat at skyde et hvert ansvar for havnesagen væk fra sig selv. Til en borgmesters opgaver hører andet end at klippe røde snore og tage første spadestik - ansvaret for ordentlighed i forvaltningen af kommunen hører med til en borgmesters ansvar, og det ansvar forsøger han at skubbe bort med opdigtede henvisninger til konspirationer og personlig profilering hos det mindretal, der har rettet kritik af borgmesterens håndtering eller mangel på samme af havnesagen.
Borgmesteren bærer et meget stort ansvar i havnesagen, han haft talrige muligheder for at rydde op i det morads af dårlig ledelse og mangelfuld forvaltning, der igennem flere år er opstået på Vejle Havn, og han bør skamme sig over sine udtalelser i Lokalavisen Vejle den 28. december.
Flere gange har et mindretal fremsat forslag om at få ryddet op i havneskandalen og få redegjort for sagen, men hver gang har et flertal med borgmesteren i spidsen skudt et hvert forsøg ned.
Sagen ruller ikke videre på grund af ønsket om profilering hos enkelte politikere - den ruller videre, fordi borgmester Arne Sigtenbjerggaard med havneflertallet (V, DF, Rad) bag sig tilsyneladende ikke ønsker, at der skal ryddes op eller redegøres for Havneskandalen.
Sagen kunne have været afsluttet for længe siden, og den burde have været afsluttet for længe siden.