Fortsæt til indhold

Stress - og hvordan man undgår det

Hvad alle bør vide om stress – foredrag med advokat og stresscoach Helene Bang Liebst

Arkiv
Arkiv

Helene Bang Liebst ville gerne selv have været klogere på hvordan man kurerer stress, da hun blev ramt for år tilbage. Siden er hun uddannet til stresscoach og hjælper nu andre i den situation. Onsdag d. 20. januar holder hun foredrag på Solrød Bibliotek.
Antallet af mennesker der sygemeldes med stress, er eksploderet de sidste 15 år. Teknologien har gjort det muligt at være ”på” i døgndrift, og vi stiller store krav til os selv såvel privat som i arbejdslivet.
Når nervesystemet overbelastes producerer man stresshormoner i et omfang, der går ud over ligevægt og velvære. Symptomerne er forskellige fra person til person og kan være såvel fysiske som psykiske. Hjertebanken, hovedpine og dårlig søvn er typiske signaler, ligesom mange oplever, at blive glemsomme og miste overblikket. Atter andre bliver kortluntede og/eller får mere depressive symptomer. Ofte opdager pårørende til den stressramte symptomerne før den stressramte selv.
Et af problemerne i forhold til stress er, at det ikke er almindeligt accepteret, at sindet har brug for hvile, nøjagtig ligesom kroppen har. Vi løber ikke en halvmaraton to dage i træk, da vi ved, at det vil give skader. Får vi samme erkendelse omkring belastningen af sindet og dermed nervesystemet, vil vi være langt i forhold til at forebygge stress.
Hvad enten man er stressramt eller pårørende er den gode nyhed, at stress kan kureres – hvis man griber stressen rigtigt an.
Da stress kan ramme alle, retter foredraget sig både mod dig, der har stiftet bekendtskab med stress, men også mod dig der blot er nysgerrig efter at vide mere om emnet.
Du kan gratis melde dig til foredraget onsdag d. 20. januar kl. 19.00–21.00 via www.solbib.dk.