Fortsæt til indhold

Vellykket velkomstarrangement

Røde Kors afholdte et velbesøgt velkomstmøde for flygtningene fra Vonsild.

Arkiv
Af Emma Biørn Fish

INTEGRATION Lørdag lagde Godset lokaler til et arrangement, som frivillige fra Ungdommens Røde Kors i Kolding havde brugt måneder på at arrangere.
”Vi havde mellem 300-400 danske besøgende og 150 fra asylcenteret i Vonsild, så det var lige så velbesøgt, som vi havde håbet på. Heldigvis kom der mange danske familier for at hilse på,” fortæller Elvis Comic, ambassadør for Ungdommens Røde Kors.
Tanken bag arrangementet var, at det skulle skabe sammenhold og relationer mellem danskerne og de nye flygtninge, der på den måde ville føle sig mere velkommen i det danske. En opgave, som arrangørerne føler lykkedes over al forventning.
“De danske besøgende i dag har været rigtigt positive og gjort en indsats for at lære flygtningene at kende. Så de besøgende fra asylcenteret var rigtigt glade, da de skulle sige farvel og gav udtryk for, at de følte sig godt taget imod,” siger Elvis Comic.

Indendørs hygge

Programmet for lørdagen stod oprindeligt på fodbold og andre udendørs spil, men grundet vejret måtte der ændres en smule på dagsordenen.
“Det har sneet en del, så vi har ikke været uden for. I stedet har vi gjort brug af de indendørs faciliteter og spillet både bordfodbold, billard og diverse brætspil, så vores deltagere har rigtigt hygget sig,” siger Elvis Comic.
Han har sammen med sit team af frivillige arrangeret dagen i børn og unges ånd, så både flygtningefamilier og danske familier ville møde op og lære hinanden at kende. En indsats, der forhåbentlig skaber et stærkere fællesskab mellem danskerne og flygtninge.
“Der var virkelig en god stemning, så vi håber, at vi har gjort en forskel for både flygtninge og danskere” slutter Elvis Comic og fortæller, at gruppen har flere arrangementer i ærmet, som han dog ikke vil løfte sløret for endnu.