Operachef 60 år
Claus Lynge, Operachef for Opera Hedeland, fylder 60 år den 13. januar Selvom Claus Lynge i sine unge år både har filetteret fisk på Færøerne og redigeret nyheder for Arab News, er det kunsten og ikke mindst den klassiske musik, der har præget hans liv og karriere. Allerede før han i 1985 dimitterede som mag.art. i Teatervidenskab fra Københavns Universitet, anmeldte han teater på dagbladet Information og fungerede som statist på Det Kongelige Teater. Siden da har han både undervist i dramaturgi på Danmarks Designskole og i teaterhistorie på Skuespillerskolen i Odense, ligesom han har været teaterleder på Dansescenen i København og dramaturg på det internationale ‘kunstlaboratorium’ Hotel Pro Forma. Men ligesom man ikke kan nævne Opera Hedeland uden at nævne Claus Lynge, kan man heller ikke nævne Claus Lynge uden at nævne Opera Hedeland. Øresundsregionens største friluftsopera har således været under Claus Lynges kyndige ledelse, siden han overtog ansvaret som Operachef i 2003. I sin tid som operachef har han gjort en dyd ud af at lave opera, som er vedkommende for både krævende finkulturelle entusiaster og for folk, der i lige så høj grad kommer for at få en speciel aften i det fri, hvor musik, natur og socialt samvær går op i en højere enhed. At tilgangen fungerer afspejler sig i Opera Hedelands belægningsprocent, som ikke har problemer med at konkurrere med hverken Den Jyske Opera eller Det Kongelige Teater.