Flertal for parkering og cykelsti
Det formentlig sidste slag om cyklister og parkeringspladser i Støden blev kæmpet torsdag aften i Plan- og Teknikudvalget. Et overvejende flertal stemte for, at der både skal være plads til cykelsti og parkering i en af Roskildes mest brugte og også farligste gader. Kun Enhedslisten ville have parkeringen væk fra gaden. Hvilket ville give plads til sikker cykelsti langs begge sider af gaden.
Farvel på Bønnelyckes
Næstformand i udvalget Peter Madsen foreslog et femte alternativ til vejen. - Vi mener, vi kan undgå en del af trafikken i gaden, hvis vi får lavet kys-farvel-plads til forældre og børn på Bønnelyckes Plads i morgentimerne, siger Peter Madsen og fortsætter: - Vi ville gerne have beholdt nogle af p-pladserne, der bliver sløjfet, da der bliver mange nye butikker i denne del af byen, men vi har alligevel valgt at gå med til forvaltningens forslag. Absalonskole har en sti, der går direkte hen til Bønnelyckes Plads.
I byrådet
Enhedslisten vil have sagen på det kommende byrådsmøde. Her skal forslaget om kys-og-farvelpladsen også diskuteres. Formand for Plan- og Teknikudvalget Torben Jørgensen regner dog med, at flertallet i byrådet stemmer for Støden med både parkering og cykelsti. - Det er en løsning, vi alle kan leve med. Det kan godt være, at alle ikke er tilfredse, men det er det muliges kunst, siger Torben Jørgensen. Han er glad for, at forvaltningen har fundet en løsning, som mange kan være tilfredse med.
Flertals forslag
Forslaget betyder, at der i Støden kommer flere p-pladser tættere på gågaden, mere cykelsti og længere til byen for buspassagerer. En del af strækningen er stadig usikker for de mange cyklister og skolebørn, da der ikke er cykelsti langs hele vejen. ag@roskildeavis.dk