Fortsæt til indhold

De udviklingshæmede får deres egen feriemesse

Kulturhuset på Levisonsvej inviterer til messe den 21. januar

Arkiv
Arkiv

For andet år i træk har Kulturhuset på Levisionsvej i Kolding taget initiativ til en feriemesse for udviklingshæmmede, deres pårørende og andre interesserede. Den finder sted i Kulturhuset torsdag den 21. januar i tidsrummet fra kl. 18.30 til kl. 20.30, og her vil forskellige private feriearrangører bl.a. fortælle om de mange muligheder, der er for udviklingshæmmede for at komme på ferie.

“Selv om man er udviklingshæmmet, kan man godt have et stort ønske om at komme på ferie. Men samtidig er mange af de udviklingshæmmede i den situation, at de skal have hjælp til at finde ud af, hvad der er af tilbud målrettet til dem. Med feriemessen håber vi at kunne kaste lidt lys over de mange muligheder, der er på markedet”, siger afdelingsleder Linda Ruby fra Kulturhuset.

Kulturhuset har dagligt besøg af ca. 50 brugere, og de er alle blevet gjort opmærksom på, at de på feriemessen kan få masser af oplysninger og hjælp til at tilrettelægge et ferieophold. Men også mange andre udviklingshæmmede har fået invitation til at deltage, og Linda Ruby understeger, at alle er velkomne uanset boform, og de må hellere end gerne tage pårørende eller hjemmevejleder med.
Der er masser af ferietilbud tilrettelagt specielt til udviklingshæmmede. På messen deltager forskellige private feriearrangører, lige som Udviklingshæmmedes Landsforbund (ULF) også vil være til stede på messen, tilføjer Linda Ruby.

Lokal ferieudbyder med

En af de private feriearrangører, som deltager i messen i Kulturhuset er ”Tur til dig – et aktivt venskab, som Brian Nielsen fra Sdr. Bjert står bag. Han understreger, at det er vigtigt, at de udviklingshæmmede kan få hjælp, når de skal have ønsket om en ferie opfyldt og det uanset, om det drejer sig om en endagstur, weekendtur eller måske endda en aktivitetstur.
“Derfor er det afgørende betydning, at den udviklingshæmmede ikke møder op alene, men har en pårørende eller en anden person med på messen. På den måde får de det bedste ud af besøget, for som udviklingshæmmet kan det være svært at holde styr på alle informationer, siger Brian Nielsen.
Han siger videre, at det er meget vigtigt med en god kemi mellem parterne, og her tilføjer han, at ”der er mange, som gerne vil hjælpe”. Han kalder dem populært samværsvenner, som kan være ledsager til en koncert, tage med på ferie eller f.eks. tage den udviklingshæmmede med på fisketur.