Fortsæt til indhold

Vi satte skoletasken og blev i butikken

Tvillingerne Carsten og Flemming hos Roskilde Cykelcenter runder 50 år

Arkiv
Arkiv

- Ja, vi satte skoletasken og blev i butikken for at hjælpe til, fordi vi syntes det var sjovt. Sådan fortæller tvillingerne Carsten og Flemming Nielsen, der er tredje generation i familiefirmaet om deres start for 38 år siden hos Roskilde Cykelcenter i Blågårdsstræde, og nu bliver de 50 år. Firmaet blev startet helt tilbage omkring år 1910, og i 1954 blev det overtaget af deres farfar Erik Nielsen, som i 1973 overdrog det til deres far Peter. Han er nu fortsat med i forretningen i en alder af 76, selv om han har droslet lidt ned og overdraget tingene mere og mere til de to tvillinger. - Vi gik jo på Absalon Skole og var bagefter på fritidshjemmet i Bredgade, men på vejen stak vi indenom her og satte altså skoletasken, fortæller Carsten og Flemming. - Efterhånden blev det sådan, at vi blev længere og længere tid her i forretningen og lavede forskelligt arbejde, for vi kan godt lide at bruge hænderne. - På et tidspunkt blev vi så enig med mor og far om, at der ikke var grund til at bruge penge på fritidshjemmet, når vi aldrig kom der. Så kunne vi lige så godt få det som lommepenge og hjælpe til her i familie-foretagendet.

I lære hos far

De to brødre har fulgtes ad hele livet. Begge kom i lære hos deres far, og bagefter tog de på skole i Nykøbing Falster for at blive uddannet til cykelmekanikere. - Vi har arbejdet sammen altid, også med vores far. Han har både opdraget og oplært os, så derfor er vi også helt enige om, hvordan butikken og værkstedet skal køre, forklarer de. Mens de har været i branchen, har cyklen fået ny og større status. - For de fleste er det jo et transportmiddel, som man blandt andet bruger til- og fra arbejde. Derfor skal vi også være hurtige til at reparere den, når der er brug for det. - Men nu tager mange den også med på ferie. Blandt andet til Frankrig, hvor de så prøver nogle af de kendte ruter fra de store løb op til Alpe d'Huez eller Mont Ventoux og lignende. For nogle er der også prestige i at anskaffe en både dyr og fantastisk cykel, og det publikum skal vi også kunne hjælpe. Kun Flemming har snuset lidt til cykelsporten gennem nogle år og nåede at komme op i B-klassen, hvilket også kræver en del. Men han erkendte, at talentet rakte dertil og koncentrerede sig derefter om at sælge og lave cykler sammen med sin far og tvillingebror.

Høre på kunderne

I Blågårdsstræde er der kun én ansat, ud over de tre familie-medlemmer. - Vores virksomhed skal leve af at give en personlig service til kunderne. Vi skal lytte til deres ønsker og komme med gode råd, så de får en cykel, som de ikke bliver ked af senere. Åbenbart er det lykkedes, for mange kunder kommer igen og igen. - Nu oplever vi, at bedsteforældre kommer med børnebørnene for at købe til dem, eller at voksne kunder fortæller om, at de som børn fik deres første cykel hos os, fortæller brødrene, der nu runder de 50. Reception mandag den 18. januar, klokken 15-18, Blågårdstræde 3.tk