Nu falder bøderne for nummerplade-sjusk
Kravet om at bilister skal tyverisikre deres nummerplader trådte i kraft den 15. november sidste år. Indtil videre har færdselspolitiet ofte bedt bilister om at få fastspændt deres nummerplader uden, at det har kostet noget. Men nu er det er slut med henstillinger fra Færdselspolitiet.
Bliver man standset, og har man endnu ikke fået ordnet sine nummerplader, kan man regne med en bøde på 1.000 kr, oplyser Færdselspolitiet i en pressemeddelelse fra Applus Bilsyn.
“Efter den 15. november har vi primært informeret om de nye regler, når vi har mødt bilister uden tyverisikrede nummerplader. For langt de fleste har det blot været en forglemmelse. Men nu har folk haft lang nok tid til at få sikret deres plader. Nu er tiden moden til, at vi skrider ind og uddeler en bøde, hvis pladerne ikke er tyverisikrede,” siger Michael Kristiansen, der er politiinspektør i Københavns Færdselspoliti.
Når biler fremover bliver synet, tjekkes det samtidig, om nummerpladerne er korrekt monteret.