Fortsæt til indhold

Generalforsamling i NB med biksemad

Arkiv
Arkiv

Nord-Als Boldklub har holdt sin ordinære generalformsaling i NB's klubhus, hvor 45 medlemmer var mødt frem. Til en start deltog man i en hyggelig fællesspisning i Nord-Als Idrætscenters cafeteria, inden selve generalforsamlingen gik i gang. Traditionen tro stod menuen på biksemad.
Der var i øvrigt deltagelse af fire æresmedlemmer, nemlig Christian 'Geggan' Jørgensen, Carlo Meyer, Peter Glock og Poul Lyngkilde.

Hyggeligt samvær

Et deltagerantal på hele 45 vidner om, at NB's generalforsamling er et tilløbsstykke, og om at klubbens medlemmer sætter en ære i at følge med i årets gang i deres klub. Derudover nyder medlemmerne det hyggelige samvær, som generalforsamlingen i allerhøjeste grad også rummer. Som afslutning på den officielle del blev der traditionen tro serveret lagkage og kaffe.
Club 22 medlem og tidligere NB-leder Mogens Christensen blev valgt som dirigent og skulle dermed styre forsamlingen. Dette klarede Mogens på fornemste vis.

Ungdomsformand Kristian Dreyer. (Privatfoto)

Flere medlemmer

NB-formand Jesper Larsen lagde i sin beretning vægt på de mangeartede aktiviteter og initiativer et år i Nord-Als Boldklub byder på. Derudover lagde han vægt på NB"s udvikling i medlemstallet i løbet af de seneste fire år, som har budt på en stabil stigning.
Fodboldlinjen på Nordals Skolen, som NB er stor del af, fik rosende ord og perspektiver med på vejen, mens klubbens samlede økonomi og betydningen af denne blev beskrevet for de fremmødte. Sidst men ikke mindst takkede han Kristian Dreyer for hans store arbejde som ungdomsformand gennem fire år og glædede sig over at Jørgen Bundgaard vil tage over.
Senere fremlagde ungdomsformand Kristian Dreyer, seniorformand Klaus Kjærgaard og oldboysformand Klaus Tonnesen deres beretninger, hvorefter kasserer Michael Werner fremlagde et flot regnskab for 2015 samt budget for 2016.

Æresmedlemmerne Christian Geggan, Carlo Meyer og revisor Carl Erik Rasmussen. (Privatfoto)

Bundgaard valgt

Der var nyvalg til Jørgen Bundgaard, som erstatter Kristian Dreyer som ungdomsformand, samt nyvalg til Poul Antonisen, som erstatter Jørgen Bundgaard, som suppleant til bestyrelsen.
I øvrigt var der genvalg til: Kasserer Michael Werner, bestyrelsesmedlem Ken Christiansen, bestyrelsesmedlem Thom Jørgensen, suppleant Ken Wonsyld, seniorudvalgsmedlem Brian Paulsen, oldboys udvalgsmedlem Alfred Hansen og revisor Carl Erik Rasmussen.

45 medlemmer var mødt frem. (Privatfoto)

Sølvnål til Anders

I starten af formandens beretning fik DBU Jyllands region 4 formand Jens Chr. Hansen ordet for at overrække DBU"s Sølvnål til NB-leder Anders Ebsen, som gennem 30 år har været medlem af bestyrelsen i NB. Anders tiltrådte i bestyrelsen i 1986 og har både været klubbens kasserer og ungdomsformand. I dag er Anders næstformand og en stor drivkraft i bestyrelsen, hvor han bidrager med en stor og bred viden og et stort engagement. Anders begyndte som NB-leder allerede i 1983, hvor han var formand for aktivgruppen og har siden, udover bestyrelsesarbejdet, været involveret i et hav af NB arrangementer og stor drivkraft for bl.a. stævner, fodboldskole og NB"s fodbold tivoli.

Bestyrelsen

Nord-Als Boldklubs bestyrelse 2016: Formand Jesper Larsen, kasserer Michael Werner, ungdomsformand Jørgen Bundgaard, seniorformand Klaus Kjærgaard, oldboysformand Klaus Tonnesen, bestyrelsesmedlemmerne Mikael Kjærgaard, Anders Ebsen, Ken Christiansen og Thom Jørgensen.