Fortsæt til indhold

Geil kræver ren besked om akutbil

Vi skal bevare trygheden hos borgerne, siger borgmester H.P. Geil. Han er bekymret for regionens planer om at nedlægge akutbilen og vil derfor i dialog med regionen

Arkiv
Peter Rasmussen

”Vi skal have afklaret præcis, hvad regionens planer om at nedlægge akutbilen i Haderslev-området har af konsekvenser for borgernes tryghed”. Sådan siger borgmester H.P. Geil.
I forbindelse med at Region Syddanmark skal spare 200 millioner kroner har administrationen i regionen fremlagt et sparekatalog. Hvis det bliver vedtaget i regionsrådet, betyder det, at akutbilen i Haderslev nedlægges, og paramedicinerne, der kører akutbilerne, flyttes over i de lokale ambulancer.
"Det bekymrer mig, at man vil nedlægge akutbilen. Det er kun få år siden, at regionen selv oprettede akutbilen i Haderslev som nødberedskab, når sygehuset nu skulle lukke ned. Akutbilerne er også flere gange blevet fremhævet som noget af det, der er med til at skabe tryghed lokalt og særligt i de områder, hvor man har langt til sygehuset," siger borgmesteren.
Han har derfor taget kontakt til regionen med henblik på en dialog omkring akutbilen.
"Det er vigtigt, at vi får en dialog, inden politikerne træffer en beslutning. På få år har vi mistet vores sygehus og skadeklinikken er lukket. I forvejen skal borgerne køre langt for at få hjælp, så det er afgørende for mig er, at vores borgerne fortsat kan føle sig trygge og få den nødvendige hjælp - hurtigt," siger H.P. Geil.
Udover akutbilen i Haderslev, er der i sparekataloget også lagt op til, at akutbilerne i Skærbæk, Faaborg og Grindsted nedlægges samt at flere sygehuse i regionen skal lukke.

"Vi må have klar besked," siger borgmester H.P. Geil.