Fortsæt til indhold

S-forslag landede sygedagpengesagen

Arkiv
Arkiv

Christian Haugk Gruppeformand for Socialdemokraterne i Kolding Byråd Vranderupvej 45 6000 Kolding Mandag stemte et enigt byråd for det forslag, som Socialdemokraterne stillede ugen forinden. I korte træk går det ud på, at Kolding Kommune, så vidt det er lovligt, skal udbetale de sygedagpenge, som borgere har ret til. Samtidig beder vi nu Statsforvaltningen om at se på sagen, og alle de sager, som kommunen på nuværende tidspunkt har kendskab til, bliver genoptaget. Jeg glæder mig over, at det er lykkes at få samlet alle partier. Det er en kompleks sag, som på ingen måde har gavnet hverken de borgere, der uberettiget har fået standset deres sygedagpenge, eller Kolding Kommunes ry og rygte, for den sags skyld. For Socialdemokraterne har det været et ufravigeligt krav, at vi som kommune først og fremmest sender det klare og utvetydige signal, at vi rent faktisk vil gøre alt, hvad vi kan, for ikke bare at ændre praksis, men for - og det er det vigtigste - at vi, indenfor lovens rammer, vil udbetale de sygedagpenge, som borgerne uberettiget har fået standset. Vi skal med andre ord opføre os ordentligt, tage ansvar og rette de fejl, vi har begået. Det er kun ret og rimeligt.