Roskilde Dyrskueplads igen
Lars Berg Olsen fortryder navneskifte og får flertal for at gå tilbage til det oprindelige navn
Byrådsmedlem Lars Berg Olsen (V) fra Viby fortryder nu navneskiftet til 'Åben Arena' og foreslår igen Roskilde Dyrskueplads, som Roskilde Avis skrev forleden.
- Jeg er jo selv medlem af Plan- og Teknikudvalget, der godkendte det nye navn 'Åben Arene' uden nogen diskussion. Men det er en tilståelses-sag, for der tænkte vi os ikke rigtig om, erkender Lars Berg Olsen.
Han fremhæver flere gode grunde til, at det nu skal hedde 'Roskilde Dyrskueplads'.
- På den måde får vi jo understreget, at det foregår i Roskilde, og det er også vigtigt for at tiltrække flere. Efterhånden er der ikke dyrskueplads tilbage mange steder, så det er faktisk også et unikt navn.
- Efter at festivalen nu har eksisteret i et halvt århundrede på dette sted, er navnet dyrskuepladsen også forbundet med gode oplevelser og minder for de titusinder, som har været her.
- Endelig kan vi jo godt tiltrække andre typer arrangementer, selv om det hedder Roskilde Dyrskueplads. De lader sig nok ikke jage væk af det, men ser mere på faciliteterne og den centrale placering lige ved motorvejen og en stor station.
Lars Bergs sidste argument er, at et Å fra 'Åben Arena' jo ikke ligefrem er et navn, der kan bruges internationalt på mange sprog.
Flertal for forslaget
Efter tirsdagens artikel i Roskilde Avis om det uigennemtænkte i at smide et godt navn som Dyrskuepladsen væk, er der blevet flertal for Lars Bergs forslag, og mange læsere har på Facebook argumenteret for det samme.
Byrådets største parti Socialdemokraterne er på samme linje, oplyser formanden for Plan- og Teknikudvalget Torben Jørgensen:
- Vi mener også, det vil være rigtigt igen at bruge navnet 'Roskilde Dyrskueplads'.
- På den måde får vi nævnt byens navn, og Dyrskuepladsen rummer jo gode minder fra de hundredetusinder af mennesker, der gennem årene har været til Festival eller Dyrskue her på stedet. Det var forkert at smide så godt et brand væk.
tk