Fortsæt til indhold

Tinderbox klar med ny mobil-app

Arkiv
Danni Paulsen

Sidste år havde Tinderbox stor succes med app'en Tinderbox 2015, som man lavede i samarbejde med app-udviklerne Greencopper.
App'en, der fungerede til både iPhone og Android, blev downloadet mere end 15.000 gange før, under og efter festivalen, og en Epinion-undersøgelse har vist, at brugerne var yderst tilfredse med den. Hele 96 procent tilkendegav, at de var tilfredse eller meget tilfredse.
Succesen forsøges nu gentaget med en ny og forbedret udgave til sommerens festival, og Tinderbox 2016 er allerede lanceret.
I app'en kan man finde information om de bands og solister, der spiller på Tinderbox 2016, lytte til deres musik samt lytte til den officielle Tinderbox-playliste på Spotify.
Fra foråret 2016 vil man kunne sammensætte sit eget program, se et opdateret kort over pladsen og læse om de forskellige madboder, der vil kunne findes på festivalen.
App'en opdateres løbende med praktisk information og de seneste Tinderbox-nyheder, så man er godt klædt på til at planlægge sin festivalweekend i Tusindårsskoven.
Den officielle Tinderbox 2016-app kan hentes i App Store og på Google Play.