Fortsæt til indhold

Hammelev gæstes af en ægte præsident

Hans Heinrich Hansen repræsenterer millioner af mindretals-borgere i Europa. Han gæster Lørdagshøjskolen i Hammelev

Arkiv
Peter Rasmussen

"Det er altid fascinerende at møde mennesker fra andre kulturer og med andre visioner for tilværelsen end der, hvor man selv kommer fra. Det kan man lære rigtig meget af," siger Hans Heinrich Hansen, der er præsident for FUEN, der er det europæiske mindretals union. Hans Heinrich Hansen holder foredrag i Lørdagshøjskolen i Hammelev 23. januar fra kl. 9.30 til 13.00.
H.H. Hansen er tidligere dyrlæge med dyrehospital i Hejsager og senere i Haderslev og var formand for det tyske mindretal i Sønderjylland fra 1993 til 2006. Året efter blev han valgt til præsident for Europa-sammenslutningen af mindretal.
"Det helt centrale problem for mindretallene er en manglende anerkendelse fra de øvrige borgere i et land, fordi de ikke har samme kulturmønster og sprog som flertallet. De føler sig diskrimineret, og den følelse kender jeg godt fra min opvækst i Haderslev som barn af det tyske mindretal," fortæller Hans Heinrich Hansen. Han var en markant formand for det tyske mindretal i Danmark fra 1993 til 2006, og året efter blev han valgt til europæisk præsident.
"Mange mindretal er mindretal, fordi der er blevet trukket en grænse, hvor de bor – så de er kommet til at høre til i et andet land. Men ingenting bliver bedre uden dialog. Og den bliver hindret af mange forhold. Blandt andet angsten for det fremmede. Vi ser det i disse måneder med de store flygtningestrømme i vores del af verden. Mange bliver skræmt af mennesker med en helt fremmed kultur, som kommer ind i vores land," siger præsidenten.
Tilmelding til Lørdagshøjskolen senest 20. januar til Vibeke Kersting på tlf. 7450 7112, mail: Vibeke.Kersting@skolekom.dk eller Anna Marie Bohsen, tlf. 2532 8826 og mail:anma@post12.tele.dk.